Det er altid spændende at følge vores elever i deres videre forløb, efter at de har afsluttet deres skolegang hos os. I januar 2026 var jeg således så privilegieret at deltage i AIAA Scitech-konferencen i Orlando med vores tidligere elev Sacha, som præsenterede synkrokinese – en ny samleteknik for satellitter i vægtløshed. Teknikken har han været med til at opfinde og udvikle i skolens transdisciplinære maker space og han har det seneste år skrevet projekt om det på Cornell University i deres Space Structures Lab.
De amerikanske teams fremstår utroligt professionnelt. Om aftenen øver de præsentationer efterfulgt af grundige feedbacksessioner; når de går rundt på udstillermessen er det utænkeligt fx at spørge de udstillende virksomheder, hvad de laver – man har gjort sit forarbejde, undersøgt virksomheden på forhånd og stiller specifikke spørgsmål ift. fx rekrutteringsproces, mulige tekniske pain points, spørger ind til funding/VC-muligheder osv.
Vi var så heldige at være en del af Cornell teamet og fik således rig mulighed for at tale om, hvordan de unge mennesker mobiliserer deres motivation. Sacha fortalte fx, at han i Ithaca havde oplevet, at når man kom hjem fra byen i kl. 5 om morgenen, sad de sidste PhD-studerende stadig og terpede på Cornells biblioteker – en dedikation, der emmer af energi. Søndag morgen summer det med unge mennesker i deres fablab, hvor de svejser terrængående biler, tester autonome robotter mm. På DTU, oplever man en anden work-life balance – her er biblioteket tomt kl. 5 om eftermiddagen og søndag morgen er der stille i Skylab.
De studerende selv forklarer det med, at de konstant indgår i en meget kompetitiv kontekst: optagelsen på universitetet er et nåleøje – et mønster der efterfølgende gentager sig på arbejdsmarkedet. CV’et er afgørende, og her gælder det om at kunne dokumentere, at man udover gode karakterer har vist engagement ift. extracurricular activities.
Deres præsentationer under konferencen var fuldstændigt strømlinede og det var tydeligt at se, at hvert universitet havde sin egen skabelon for, hvordan det skulle gøres. Alle fremlæggelserne var scriptet, hvilket til sidst kunne virke lidt monotont, men garanterede en stabil leverance med et minimum af fejl. Sachas præsentation var til gengæld mere free style – han gav indtryk af at kende sit emne til fuldkommenhed og havde tydeligvis fulgt sin vejleders råd om at nyde oplevelsen. Det gav et naturligt flow og nogle gode diskussioner, da der efterfølgende blev stillet spørgsmål. I sidste ende gav det anledning til, at vi fik etableret kontakt til flere europæiske virksomheder inden for rumfart.
I vores lille gruppe diskuterede vi, hvorvidt man med indre motivation i teorien kunne opnå samme grad af begejstring og engagement, som vi havde set resultatet af på konferencen. Dertil bemærkede en af professorerne, at de banebrydende nyskabelser sjældent kommer fra de toneangivende laboratorier, men ofte kommer fra uventede kanter – drevet af autentisk nysgerrighed og autentiske behov, og i mindre grad publikationspres.
Mennesker har brug for at kunne navigere; at være i stand til at tage de rette beslutninger på et givent tidspunkt er helt fundamentalt for overlevelse, endsige trivsel, et slags implicit, underliggende Maslowsk behov. En måde at tilfredsstille dette behov er at opstille et “kognitivt felt” styret af konkurrencemål og hierarkier. En let og effektiv løsning, der har den ulempe, at den illusorisk fremstiller verden som et nulsumsspil: skal nogen vinde konkurrencen, skal andre tabe; skal man rykke op i hierarkiet, skal en anden rykke ned. I en kontekst af videnssamfundet, hvor det at dele ikke koster noget, ville en mere retvisende model for det kognitive felt være, at den enkelte stræbte efter at bidrage med det, pågældende finder meningsfyldt. Det er en individuel sag, det er ikke givet på forhånd og det kræver øvelse og erfaring at kunne aflæse sit indre kompas. Men det er noget man kan lære, især hvis man bliver trænet til det fra en ung alder, og det kunne åbne op for nye dimensioner i innovationssamfundet.