I morgen finder den måske hidtil vigtigste hændelse i historien sted: SpaceX sender anden version af megaraketten Starship op og den vil forventeligt nå længere end sidst. Når systemet i den nære fremtid bliver fuldt funktionelt, vil det åbne op for muligheder vi ikke tilnærmelsesvis kan forestille os: at komme på ferie i kredsløb vil koste det samme som en charterrejse, produktion af helt ny teknologi – medicin, 3D-printede legeringer, nanoskopisk elektronik, osv. – vil kunne opstå i vægtløshed uden for jordens atmosfære, datacentre vil kunne køre 100% grønt på superledning og solpaneler og adgangen til solsystemets nær-uendelige ressourcer vil være åben osv. osv.
I sidste uge løb vores danske nationale rumfartskonference af stablen i en regnfuld forstad til Odense. Blandt deltagerne var blandt andre de amerikanske eliteuniversiteter at finde. De bragede igennem med spændende fortællinger om alle de studenterprojekter, de sender i kredsløb, om open source og vidensdeling, om begejstring og motivation og om, hvordan deres rumfartskurser bliver lynovertegnet, bare de nævner ordet “space”. Fra vores egne tekniske og naturvidenskabelige universiteter havde melodien en anden klang – de danske studerende gider ikke de svære, men særligt relevante virkelighesnære fag. De vil igennem studiet så let og komfortabelt som muligt og fra industrien lyder det, at der er stor spredning på resultatet af uddannelserne.
Måske er det bare et vilkår. Vores rekrutteringsgrundlag er ca. 70 gange mindre end amerikanernes. De kan cherry pick’e talent fra en meget større pulje, og det i et samfund, hvor det gør en kæmpe forskel, om man befinder sig i toppen eller bunden – hvor der er et tydeligt, håndgribeligt incitament til at realisere sit potentiale. Det kan vi ikke, så måske har vi bare på forhånd tabt i kapløbet om resourcer, magt, viden, vækst og indflydelse.
Eller også kan vi noget andet. Vi har tradition for at bruge sund fornuft til at tilpasse vores manøvredygtige samfund til nye situationer. Hvad med her at prøve med følgende finurlige tilbagekobling: ønsker man at være et eliteuniversitet, kræves der eliteforskere. De opstår ud af en pulje af motiverede, hårdtarbejdende studerende, som tidligere har været interesserede gymnasieelever og før det nysgerrige skoleelever. Den interesse kunne man som samfund stimulere i langt højere grad, end det gøres i dag: en idé kunne være at få de studerende fra de tekniske og naturvidenskabelige fakulteter til at agere outreach-ambassadører. Konkret kunne man etablere deltids lærerordninger med skoler i form af en systematiseret, lønnet studiejobsordning. En anden mulighed kunne være at udbyde et praksisorienteret ECTS-pointgivende “Teknologisk formidling og ledelses”-kursus, som skulle foregå i felten med børn og unge. Begge ville være en hårdt tiltrængt håndsrækning til folkeskolen ifm. faget teknologiforståelse.
At blive en dygtig ingeniør eller naturvidenskabsmand er langt fra kun et spørgsmål om rå intelligens. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om at lære og kunne sproget, at have haft tid til at blive fortrolig med de abstrakte begreber. Hvis vi som samfund kan favne de mange forskellige måder at lære på – hurtige, langsomme, grundige, overfladiske, abstrakte, jordnære, regelfølgende og regelbrydende – dette ved at interagere struktureret på tværs af samfundsgrupper hvad læring angår, giver vi os selv de bedste muligheder for at bidrage positivt til de næste generationer.