Oprindelig tekst af Mette Sanggaard
En ting undrede mig, da jeg for 10 år siden havnede i Fyns fede friskolemuld som førstegangsfriskoleforælder: Mængden af børn, der kommer og går i klasserne er mildest talt enorm. Enkelte kommer og går på grund af flytning, men de fleste kommer fra en naboskole eller med bil/bus fra omkringliggende byer i en temmelig stor radius.
Tendensen er næppe rent fynsk, men man kan nu engang bedst snakke med om det, man selv har oplevet, og vi har en veritabel skov af skoler at vælge imellem her i landsdelen, hvilket på mange måder er et gode, fordi vi kan vælge den skole, vi mener er bedst for vores børn.
Og selvfølgelig snakker vi forældre indimellem om, hvorvidt en skole som sådan er god. Men det, vi snakker allermest om, er vores børns klasser. Om det er en god klasse. Vi taler nærmest om det, som om klassen er en øde ø i resten af skolen, som mere bliver en tilfældig omstændighed end et egentligt og betydende fundament. For hvem vil ikke gerne have, at deres barn har det godt og nemt i et velfungerende klassefællesskab?
Når nye kammerater er kommet til i min datters klasse, er det næsten altid, fordi de ikke fungerede godt i den gamle klasse. Socialt altså. Forældrene leder typisk ikke efter en ny skole som sådan, men derimod efter et nyt klassefællesskab til deres børn.
Børnene kan endda komme på prøve et par uger, og selvom intentionen sikkert er god, så har jeg altid tænkt, at mit barn og klassens fællesskab på den måde også jævnligt er på prøve, når nogen skal finde ud af, om de synes menneskene og fællesskabet er mere attraktivt her end i de andre mulige klassesammenhænge på gamle eller nye skoler.
Jeg forstår skam godt, hvad der kan få forældre til at flytte deres børn. Børn skal ikke være i miljøer, hvor de over lang tid har det dårligt og ikke fungerer i det sociale. Hvornår tilstrækkelige forsøg er gjort på at bedre situationen, og hvornår grænsen er nået, er det svært at gøre sig til dommer over på andres vegne. Mit ærinde er i stedet at pege på det samlede billede – og det paradoks vores mere uforpligtende adfærd skaber – hvor velbegrundet den end fremstår i de enkelte tilfælde:
Det, vi søger, er nemlig også det, vi bryder ned med vores søgen. Vi ønsker trygge fællesskaber for vores børn, fællesskaber, hvor man kan regne med hinanden, men skaber i stedet sammenhænge, hvor ingen rigtigt kan vide, hvem der går i klassen i morgen. Vi ønsker inkluderende fællesskaber, hvor alle har en plads, og ingen føler sig udenfor, men skaber situationer, hvor børn sidder fravalgte tilbage, mens andre rejser til fællesskaber og kammerater, der er mere attraktive.
Vi ønsker os forpligtende fællesskaber, men når for mange leder efter dem, og for få vil blive i dem, når det bøvler, ændrer de karakter og bliver flydende i stedet.
Forpligtende fællesskaber har deres op- og nedture – men det forpligtende består netop i, at vi bliver og kæmper med det, også når det er svært – og det ved vi, og forventer vi i øvrigt, at det bliver. Som voksne ved vi, at der er en gevinst i det lange og dybe engagement, og det gør vi som forældre klogt i at støtte vores børn i at erfare.
Som efterskoleforstander må jeg indimellem også minde forældre om, at andres børn ikke er ludobrikker, vi kan flytte rundt på, fordi det passer bedre til deres barns behov. De kommer med deres egne håb, drømme, kvaliteter, fejl, mangler og behov – og heldigvis for det, selvom det også kan være virkelig bøvlet at være og finde fællesskab i.
Min barndoms friskole havde i øvrigt den politik, at man enten havde alle eller ingen af sine børn på friskolen – ud fra den tanke, at skolen skulle være et pædagogisk idemæssigt tilvalg, man naturligvis tog på hele familiens vegne. Det var der på mange måder stor fornuft i at forvente og naturligvis også nogle oplagte problemer forbundet med.
Måske kunne vi komme langt, hvis vi startede med at vælge en hel skolekultur til for vores børn og derefter brugte den som afsæt til også at få en god klassekultur, der kan være en stabil base for vores børns individuelle og fælles op- og nedture.