Det er oftest elevernes faglige udvikling der vægtes højst når forældre skal vælge den helt rigtige skole til deres børn, men vi burde måske vægte personlig og social udvikling lige så højt?
Hvert år i august har jeg fornøjelsen af at lære en ny gruppe søde og unge 1. g’ere at kende. Det er typisk en blanding af elever fra forskellige baggrunde, som alle på hver deres måde bidrager til klasserummet, men som alligevel ikke befinder sig på samme niveau hverken fagligt, personligt og socialt. Mit fornemmeste job som lærer er derfor at finde et fagligt udgangspunkt hvor alle kan være med, og hvor alle ligeledes bliver udfordret både fagligt og personligt.
Det burde ikke være noget større problem, da alle elever i gymnasiet jo forinden er blevet erklæret “uddannelsesparate”, og alle har derfor et fagligt minimumsniveau og ligeledes nogle personlige og sociale forudsætninger for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Drømmesceneriet er selvfølgelig at eleverne er stærke på alle tre punkter, men da det sjældent er tilfældet, er der visse kvaliteter jeg som lærer sætter større pris på end andre.
Det er klart at et meget højt fagligt niveau faciliterer en rigtig god opstart, men hvis eleven hverken er selvstændig i sit arbejde, motiveret for at lære endnu mere eller tager ansvar for at opsøge ny viden og ikke kan samarbejde med andre, bliver overgangen mellem 9. klasse og 1.g en del sværere.
Forventningen til eleverne er jo at de kan arbejde selv, selvstændigt opsøge ny viden, arbejde i grupper og dermed også lære af hinanden, og hvis alle disse kompetencer allerede er der fra start, er det ikke en lige så stor udfordring at opnå de faglige mål i gymnasiet.
Jeg oplever ofte at de elever der kommer fra skoler med undervisningsmetoder som bunder i en tro på menneskets vilje til at lære, og en tro på at eleverne bør være aktive i læringsprocessen, er mere selvstændige, ansvarlige og motiverede. Disse elever besidder, udover de intellektuelle minimumskrav, en stor samarbejdsevne, kreative kompetencer og er gode til at tænke projekt- og procesorienteret, hvilket gør at de er selvstændige i deres stillingstagen. De er både lydhøre, men formår også at tænke kritisk og at være initiativrige. Mange elever der kommer direkte fra folkeskolen har et fint fagligt niveau, men har også svært ved at træffe valg, at arbejde selvstændigt og er meget resultatorienterede. Det lærer de selvfølgelig i løbet af gymnasietiden, men det er måske et unødvendigt benspænd.
Det er på baggrund af min erfaring med mine gymnasieelevers styrker og svagheder, at jeg har valgt en alternativ skolegang for mine børn. Her lærer de at fordybe sig i emner der interesserer dem, at reflektere, at tage ansvar og at være vedholdne. De bliver dagligt støttet i deres lyst til læring gennem trygge relationer og tillid, hvilket ikke kun styrker deres faglighed men i høj grad også de sociale og personlige kompetencer som jeg værdsætter hos mine gymnasieelever. Jeg er overbevist om at frihedsbaseret læring, som vi netop ser på Montessori-, Steiner- og Freinetskolerne spiller en stor rolle i elevernes udvikling. Friheden til arbejde, udvikling og vækst indenfor nogle klare grænser i et sundt miljø, hjælper eleverne til at kende deres styrker og svagheder, at samarbejde og at udvikle deres selvdisciplin og koncentration. Disse selvstændige elever med stor selvindsigt er, efter min mening, langt bedre rustet til ungdomsuddannelserne og i endnu højere grad også til de videregåendeuddannelser.
Mette Blicher, gymnasielærer