Niogtyve

Niogtyve

Vi fik den ind med modersmælken – “Otte-og-tyve skal der stå, på din mo-ars storetå!”. Otteogtyve? Det gav aldrig rigtig mening efterfølgende. Der er 26 bogstaver i det engelske (og franske) alfabet. Og var der ikke tre bogstavers forskel (æ, ø, å)?

26 + 3 ≠ 28

En lettere irriterende, uidentificeret splint i hjernen – og den sad der i mange år.

Problem solved!

Lige indtil det  ved en nærmere analyse af alfabetsangen viste sig, at man simpelthen har fjernet W. Hvorfor? Måske har nogen syntes at W i højere grad end f.eks. X eller Z er et fremmedbogstav (for ikke at nævne Q!). Men “xylofon” er vel næppe mere dansk end “wienerbrød”. De kalder det sågar “a danish (pastry)” på udenlandsk.

Og slår man op i ordbogen, er den god nok. W fremgår. Ligesom de andre bogstaver har W simpelthen et helt kapitel for sig selv (mellem V og X). Et af de kortere kapitler vel at mærke, men det er der.

Næ, forklaringen er nok ganske enkelt, at “dob-belt-V” rim- og stavelsesmæssigt ikke passede ind i sangen. Og så har man simpelthen bare fjernet det. Et grimt hack, men… Problem solved!

Eller måske er det fordi, at man med 28 bogstaver kan lave en fin 7 x 4 tabel. Eller 4 x 7. (Det kan man ikke med primtallet 29.) Der kan være mange gode grunde.

Men summa summarum: den første boglige læring de fleste danske børn modtager er… helt faktuelt forkert.

 

 

“Det er også de pædagoger, der ikke kan tælle”, tænker lærerne måske, for de er jo lidt finere end pædagogerne (ifølge lærerne), men dog ikke helt så fine som kandidaterne (ifølge kandidaterne).

Lærerne har nemlig læst Hiim og Hippe. De kan skabe læring for børnene takket være den didaktiskte relationsmodel. Bibelen. Den udenforstående kunne måske forledes til at tro, at “relation” i den sammenhæng refererer til relationen til barnet, eller mere generelt til den lærende. Den gode relation, forudsætningen for den gode undervisning…

Men nej. “Relation” hentyder her til, at der er en sammenhæng – en relation – mellem seks ligeværdige faktorer, som tegnes i en fin sekskant, hvor alt er forbundet til alt.

 

Men… hvis alt er forbundet til alt, er det jo bare en liste med seks ord.

Det er der ikke meget model over.

Derudover er faktorerne ikke ligeværdige. F.eks. vil man typisk i et projekt starte med at definere nogle mål. Disse vil være ret konstante gennem hele læreprocessen og i praksis være uafhængige af ændringer i f.eks. rammefaktorerne.

Det er hele idéen med mål.

Med det udgangspunkt kan man måske godt forstå, at klasseledelse pludselig bliver en svær kunst.

Det kan være svært at holde en kurs.

 

 

Ineffektiv løsning på et problem, man ikke har opdaget er vendt på hovedet.

Lærerne har også læst Bourdieu. Bourdieu var en fransk sociolog, uddannet på den fine École Normale Supérieure og som bl.a. gjorde et forsøg på give sociologien et videnskabeligt anstrøg ved at indføre matematik-inspirerede begreber såsom rum og felter. Men er Bourdieus beskrivelse af verdens magtdynamikker fra forrige århundrede overhovedet relevant post 2000, efter at IT-knejterne vendte det hele på hovedet?

Bourdieusianerne lader – ironisk nok – til at sidde fast i en magtdiskurs. De går op i arkaiske begreber som f.eks.  klassekamp og opererer i et politisk polariseret rum, som ikke leder til andet end indbyrdes småstridigheder i samfundet, altimens de nye (foreløbigt venligtsindede) teknologi-overlords click efter click, download efter download, akkumulerer klodens kapitaler.

Hvor det tidligere var tilstrækkeligt at kunne læse og skrive, er barren for reelt at kunne agere i den nye verdensorden hævet en smule – den nye alfabetisering hedder “programmering”.

I denne fagre nye teknologiverden er det nye regler, der gælder:

  • Man deler information: Viden er stadig magt, men informationen er blevet let tilgængelig og dette til overflod. Akkumuleret viden – og andre kapitaler – er blevet kraftigt devaluerede. Den afgørende færdighed er nu at mestre kunsten at adskille væsentligt fra uvæsentligt.
  • Dygtighed belønnes: I et miljø, hvor idéer og fortællinger har mulighed for at udbrede sig med eksponentiel fart, har det enkelte individ mulighed for at gøre en forskel – det afhænger udelukkende af kompetencer. I et erhvervsliv, hvor disruption er hverdagskost, er det ikke længere den store fisk, der spiser den lille, men den hurtige, der spiser den langsomme.
  • Sjovt skal det være: inden for softwareverdenen har det vist sig, at de teknologier, der i sidste ende vinder udbredelse er dem, udviklerne kan lide. Enkelthed, overholdelse af standarter, kritisk masse i community’et er her afgørende.
  • Der kan bygges i en uendelighed: mængden af systemer der kan bygges, opdagelser der kan gøres, ting der kan opfindes, universer der kan udforskes ser ud til at være uendelig. Der er arbejde i overflod til alle.

Vi må nok se i øjnene, at det ligger et par dekader ude i fremtiden, at vi får tilpasset undervisningssystemet til disse nye realiteter og dermed giver børnene de bedste muligheder for at begå sig i dagens videnssamfund.

Dekaders sludderkultur at få ryddet op i.

Man kunne starte i det små – og blive enige om, at “niogtyve skal der stå”.

 

 

 

About the Author