Om at være til stede

Om at være til stede

Nærvær. Arkivfoto.

Lige siden vi startede i 2010, har tilstedeværelseskravet til lærerne været helt centralt hos os.

Det er der en række grunde til.

Den første er, at mennesker lærer bedst i fællesskab. De fleste har nok prøvet at kæmpe med et problem eller et spørgsmål i timevis, ja måske endda dagevis eller årevis for til sidst tilfældigvis at støde på nogen, der med en enkel forklaring kunne løse det på få minutter. De gode råd gør en kæmpe forskel og kommer ofte, når man mindst forventer det. Den vindende strategi må derfor være, at man  forbedrer sine chancer for sådanne Aha-oplevelser ved at omgive sig med dygtige, engagerede mennesker.

For voksne som for børn sker den vigtigste læring på en sådan osmostisk måde – man optager løbende viden fra det miljø man færdes i. Derfor er det afgørende at man gør hvad man kan for at færdes i et miljø, der er så rigt på viden, idéer, inspiration mm. som muligt. Her spiller de voksne en vigtig rolle, for de har som regel en del af den slags guldkorn at dele ud af, må man antage – og de har en meget strukturerende rolle for miljøet.

Den anden er, at tilstedeværelse er en forudsætning for nærvær, sjovt nok. Mennesker er som regel meget socialt anlagte, det skaber god stemning, når der er andre omkring een. Det, ens medmennesker implicit signalerer med deres tilstedeværelse, er, at de finder lige præcis dette sted så relevant og spændende lige på dette tidspunkt, at de simpelthen har valgt at være her. Det er et meget motiverende signal at sende til flokken – og meget betryggende.

Den tredje er, at det rent organisatorisk og administrativt er meget lettere at lede en gruppe, der er til stede. Fællesbeskeder kan gives og diskuteres løbende, kommunikationen lettes gevaldigt. Man kan vikariere for hinanden, og man undgår således at skulle hyre folk på ad hoc basis, folk som ikke kender børnegruppen og ikke har været med i læringsflowet.

Den fjerde er, at det at være på sin arbejdsplads i hele sin arbejdstid forstærker fokus. På arbejdspladsen kan psyken forholdsvis let forholde sig til, at det er her og nu det sker. Her er det meget lettere at være på, end hvis man er i gang med at hente børnene fra børnehave, forberede aftensmad og hvad der ellers måtte være af familiemæssige forpligtelser, som naturligt opstår, hvis man er den, der har tiden til dem.

Den femte er, at man med en fokuseret indsats kan løfte svære opgaver. Man kan fx differentiere sin undervisning, inspirere de særligt begavede og inkludere de mindre medgørlige, bruge gruppens dynamikker til at skabe en god kultur – en helt reel og anerkendelsesværdig ledelsesopgave. Når man således begynder at lykkes med en svær og meget vigtig opgave, begynder man at høste anerkendelse ude i samfundet. På sigt kunne man endda forestille sig, at lærerfaget kunne blive et tilløbsstykke for dygtige studerende, ligesom i Finland.

Derfor forstår jeg ikke, at det ikke er lærerne selv, der stiller tilstedeværelseskravet til sig selv og til hinanden. Det ville signalere engagement, fokus og styr på sagerne. Politikerne og resten af befolkningen ville klappe i deres små hænder. Lærerne ville have ryggen fri til at bygge en vision, videreuddanne sig, forske, udvikle professionen – og give børnene de bedste muligheder for at begå sig i og bidrage til morgendagens samfund.

 

About the Author