Afleveringerne har aldrig været bedre, eksamensresultaterne har aldrig været dårligere.
Sådan lyder det blandt undervisere på landets skoler og uddannelsesinstitutioner.
Eleverne er begyndt at bruge ai til at skrive deres opgaver – nogle gange gennemskueligt for lærerne, andre gange knap så åbenlyst.
Resultatet er en slags ’lavintens krig’ bag tastaturerne: på den ene side elever, der copy+paster frem og tilbage med ChatGPT, på den anden side lærere, der scanner aflevering efter aflevering for mistænkeligt velformulerede sætninger.
Men er det den rigtige kamp at tage?
Lærerens bekymring er forståelig nok. Skolen har altid haft en grundlæggende kontrakt med eleverne: Du gør arbejdet, du lærer noget. Når et barn på sekunder kan generere en aflevering på kandidatniveau, synes kontrakten brudt.
Læringen er kortsluttet. Barnet har snydt sig selv. Eller har det?
Et myndiggørende spejl, ikke et endeligt svar
Logikken hviler på en antagelse om, at læring sker i selve skrivningen – i den langsomme, frustrerende proces med at få tanker til at blive til sætninger.
Det er ikke forkert, men læring sker også ved at stille spørgsmål, evaluere svar, omformulere, sætte i kontekst og forholde sig kritisk til information.
Ai er i sin grundform et spejl. Det reflekterer spørgsmålet tilbage i en bearbejdet form. Stiller man et dårligt spørgsmål, får man et dårligt (men velformuleret) svar.
Omvendt leder præcise, nuancerede spørgsmål til, at der åbner sig en samtale, der faktisk kan skærpe tanken.
Det er her, folkeskolen har en kæmpe mulighed – og indtil videre stort set lader den ligge.
Lad eleverne bruge ai til at generere et første udkast – og lær dem derefter at kritisere det. Eller omvendt. Lad dem erfare, hvornår ai’en tager fejl, overforenkler eller misser nuancen.
Det er langt mere relevante kompetencer i 2026+ end evnen til at skrive et essay i hånden under tidspres.
Teknologiforskrækkelse er ikke nyt
Vi har været her før. Da lommeregneren kom til matematikundervisningen, var frygten den samme: Eleverne lærer aldrig at regne selv. Da internettet blev allemandseje, advarede man mod, at ingen ville lære noget udenad mere.
Og ja – nogle elever kan ikke længere dividere uden hjælp. Til gengæld kan de modellere et budget, analysere data og løse problemer, der ville have taget en finansafdeling en uge for bare tre år siden.
De kan på få dage lave film, der ville have kostet Hollywood måneder og hundredvis af millioner at producere. Intet mindre end en superkraft.
Vi kan styre, hvorvidt basale dannelsesfærdigheder fortsat skal indgå i læringen.
Er eksamenerne veltilrettelagt, kan eleverne ikke snyde med ai. Mundtligt forsvar har altid haft til formål at sikre mod plagiering.
Hvad angår skriftlige eksamener, kan man enten hæve barren, således at de kun kan løses med hjælp af ai, alternativt forbyde hjælpemidler helt.
Teknologi ændrer, hvad det er værd at kunne. Skolen og dannelsesbegrebet har altid – om end langsomt – fulgt med.
Lad børnene lege
Børn er ikke bange for ai. De er nysgerrige, eksperimenterer, tester grænser, finder hullerne – inkonsistensen og hallucinationerne – og ind imellem finder de også de virkelig interessante spørgsmål.
Den nysgerrighed er en ressource, ikke en trussel – selvom vi som voksne naturligt projicerer vores angst for det ukendte over på børnene.
Risikoen er, at vi bruger de næste ti år på at underudnytte et redskab, der er kommet for at blive, og at en hel generation af børn aldrig lærer at bruge det med omtanke, kritisk sans og kreativitet.
På Den dansk-franske Skole slap vi børnene løs på ai’er for tre år siden. Når en flok indskolingselever hælder volapyk i hovedet på den, kan man få en følelse af, at det nærmest er synd for den.
Men den er så uendeligt tålmodig, pædagogisk… og ufarlig. Og det er bestemt ikke synd for børnene – det er en uundgåelig del af deres fremtid.