Der sker en del for tiden, hvorfor dette nyhedsbrev lidt før tid.

Corona-krisen begynder så småt at ebbe ud og åbningstiderne vil således fremover være de sædvanlige for både børnehave og skole. Det har været en spændende tid, hvor vi blandt andet har fået luft under vingerne ift. vores fjernundervisningskoncept.

STUK kører stadig hårdt på. Nu har de fundet på at skolen ikke længere er omfattet af friskolelovens regler om frie skoler, hvorfor undervisningen nu officielt er “hjemme”-undervisning. Fremgangsmåden er komplet ulovlig – sågar grundlovsstridig – hvorfor vi igen har klaget til Ombudsmanden. Det er såvidt vides første gang, at de har brugt den såkaldte §9 h (egentlig skolelukning) siden den legendariske Tvind-sag!

Skolen igangsætter i løbet af det kommende skoleår en udviklingsproces hen imod at leve op til den nyeste internationale ISO21001 certificering for ledelse af uddannelsesinstitutioner fra 2018. Når nu ikke ministeriet formåede at forholde sig til vores moderne kvalitetssikringsmetoder – Kaizen i særdeleshed – må vi jo bare sigte højere, og internationalt.

Børnenes ESA-projekters fase 2 er gået i gang og nu skal de analysere de data, de har indsamlet på rumstationen.

vls_image271.jpg
Data fra rumstationen. Måske man kunne måle “overskyetheden”?

Livet på skolen går i øvrigt sin vante gang med blandt andet tilberedning af ukrudt på bål i madkundskab…

alsidig personlig udvikling…

og førstehjælpskursus til personalet

L’équipe de bras cassés

På onsdag 03/06 kl. 15-16:30 arrangerer vi et remake af de Flyvende Hacker Lab-sessioner, vi afholdt i Rom sidste efterår. Arrangementet er reserveret for skolens elever, men vil også tjene som generalprøve for vores længe ventede Arduino-dag, som er planlagt til d. 13/06.

Reklamér gerne for Arduino-dagen – den er åben for alle og vi satser på, at Corona-forsamlingsforbuddet slækkes fra d. 08/06.

Grundet Covid-19 bliver afslutningen i år således også lidt anderledes. Den finder sted den 17/06 og involverer Gruffalo-stykket og en billedkunstudstilling. Detaljer følger senere på ugen.

Som noget nyt i år lancerer vi i den første uge af sommerferien (29/06 – 03/07) en STEAM-lejr (Science, Technology, Engineering, Art, Mathematics) i den sydlige del af Isefjord.

Og afslutningsvis en stor tak til forældregruppen for den massive opbakning og støtte, der hver dag bliver lagt og som er så afgørende for, at skolen kan komme sikkert gennem denne stormfulde tid.