Fakta og uddybninger ift. “Debatten: Er der en voksen til stede?”

Som opfølgning på at jeg udtalte mig i Debatten: Er der en voksen til stede? følger hermed lidt baggrundsinformation og underliggende fakta.

Grunden til at jeg valgte at deltage er, at jeg mener at problematikken omkring børns trivsel og udvikling er det vigtigste, vi som samfund for tiden bør beskæftige os med. Det har jeg ment i nogen tid og det er sådan set derfor, at min medstifter og jeg har brugt de sidste ti år af vores liv på at opbygge Den dansk-franske Skole og Børnehave.

Pædagogerne og lærerne mener jeg er et vidunderligt folkefærd af bundgode, altruistiske og tillidsvækkende mennesker. Roden til problemerne mener jeg er, at fagene savner anerkendelse i befolkningen, hvorfor der kommer for lidt søgetryk på uddannelserne og optagelseskvotienten. Dette udgør en selvforstærkende negativ spiral. Og det mener jeg, at man kan gøre noget ved.

Specifikt i forhold til minimumsnormeringer mener jeg, at det vil være en afsindig dårlig idé: idéen er den sædvanlige “vi-skal-allokere-flere-ressourcer-NU!” knee-jerk reaktion, som desværre sjældent løser noget som helst og, værre end det, flytter fokus væk fra det egentlige problem. I eksemplet her vil en større efterspørgsel på pædagoger kun skabe endnu flere tomme pladser på studiet og forstærke problemet yderligere.

Min rolle i programmet var, ligesom pædagogen Anette Stoltenberg Hansen, at bidrage med praktisk indsigt fra dagligdagen på gulvet. I modsætning til de politiske deltagere i programmet var ingen af os særligt scenevante og vores dagsorden var ikke at få så meget seerfladetid som muligt, hvorfor vi endte med at få forholdsvis få minutters opmærksomhed.

Et af mine budskaber var, at man indenfor almindelige rammer, eller mindre, kan skabe et pædagogisk miljø med høj trivsel hos børn og voksne. Disse rammer er:

Vi har en normering på ca. 1:6 målt ift. hvor mange arbejdstimer, der bliver lagt af personalet (125) vs. hvor mange timer børnene sammenlagt er i institutionen (692). Det er helt korrekt, at vi nogle gange kun er to voksne på gruppen, nogle gange endda kun een. Der er i alt p.t. 10 ansatte, de 3 er på deltid og alle er aktive både i skolen og børnehaven. For tiden har vi een uddannet pædagog, som primært er i børnehaven.

Vi har 9 lukkedage om året og 48 ugentlige åbningstimer, ligesom alle andre i København og omegn. Det står i vores vedtægter.

Vi betaler alt vores didaktiske personale lærerløn, som er højere end pædagogløn (kr. 189,- i timen + 17,3% pension, altså om måneden 35538,- alt inklusive). Alle har 6 ugers ferie og derudover mulighed for 2 ugers betalt og lønnet ophold på en af vores samarbejdsskoler/institutioner (p.t. USA, Schweitz, Norge, Island, Frankrig). Derudover afsætter vi væsentlige midler til videreuddannelse, som til gengæld foregår udenfor arbejdstiden.

Vi bruger ikke vikarer og har 6,0 fraværsdage per medarbejder per år, hvoraf de fleste er barns første sygedag. Een outlier øger tallet fra 3,2 til 6,0.

En plads i børnehaven koster 2500,- og vuggestuen 3600. Det svarer til de kommunale priser fra 2014, dengang vi begyndte at få tilskud. Vi får derudover ca. kr. 5500,- fra komnunen, og har altså ialt 8000,- per barn per måned til at betale løn, husleje, madordning og diverse driftomkostninger. Mit gæt er, at det er mindre end hvad kommunale institutioner har at gøre godt med (som lader til at være 9500,-).

Vi har en stor andel af børn med ikke-vestlig baggrund – meget nørrebrosk. I forhold til antal børn med vanskeligheder ligger vi p.t. indenfor norm, men plejer at ligge over norm. I skolen ligger vi langt over norm.

Mine kolleger havde opfordret mig til at nævne vores lidt originale “4K” feedback-kultur som et afgørende element i vores organisation, men det fik jeg ikke gjort. Den er meget tillidsbaseret og lyder som følger:

Vi opfordrer personalet til at give indbyrdes feedback og ser til at feedbacken er:

  • kontant: sørg for, at alt der skal siges, bliver sagt. Også selvom det kan virke ubehageligt.
  • konstruktiv: sørg for at anlægge et perspektiv på tingene, så modtageren kan bruge det til noget.
  • kærlig: garantér, at feedbacken gives ud fra gode intentioner. Kvalificeret feedback er noget nær den største gave, man kan give et andet menneske.
  • klodset: især negativ feedback har det med at blive akavet. Sådan er det og det er ok – det må i hvert fald ikke være til hinder for, at tingene bliver sagt.

Så hvad kan vi gøre? Jeg vil foreslå:

  • at man gør pædagog- og læreruddannelsen til kandidatuddannelser med en meget stor andel af praktik (f.eks. 50%), eventuelt at man slår de to uddannelser sammen.
  • brand’er uddannelsen som en all-round lederuddannelse og får skabt præcedens for at man kan skifte til og fra faget sent i karrieren (“livslang læring”)
  • italesætter funktionen som den nok mest afgørende for samfundets udvikling og vækst
  • generelt fokuserer på at få skabt positive, autentiske, praksisbaserede fortællinger om, hvordan man kan udvikle sig personligt, fagligt og socialt i et didaktisk miljø