Slip bare børnene løs med kunstig intelligens

Afleveringerne har aldrig været bedre, eksamensresultaterne har aldrig været dårligere.

Sådan lyder det blandt undervisere på landets skoler og uddannelsesinstitutioner.

Eleverne er begyndt at bruge ai til at skrive deres opgaver – nogle gange gennemskueligt for lærerne, andre gange knap så åbenlyst.

Resultatet er en slags ’lavintens krig’ bag tastaturerne: på den ene side elever, der copy+paster frem og tilbage med ChatGPT, på den anden side lærere, der scanner aflevering efter aflevering for mistænkeligt velformulerede sætninger.

Men er det den rigtige kamp at tage?

Lærerens bekymring er forståelig nok. Skolen har altid haft en grundlæggende kontrakt med eleverne: Du gør arbejdet, du lærer noget. Når et barn på sekunder kan generere en aflevering på kandidatniveau, synes kontrakten brudt.

Læringen er kortsluttet. Barnet har snydt sig selv. Eller har det?

Et myndiggørende spejl, ikke et endeligt svar

Logikken hviler på en antagelse om, at læring sker i selve skrivningen – i den langsomme, frustrerende proces med at få tanker til at blive til sætninger.

Det er ikke forkert, men læring sker også ved at stille spørgsmål, evaluere svar, omformulere, sætte i kontekst og forholde sig kritisk til information.

Ai er i sin grundform et spejl. Det reflekterer spørgsmålet tilbage i en bearbejdet form. Stiller man et dårligt spørgsmål, får man et dårligt (men velformuleret) svar.

Omvendt leder præcise, nuancerede spørgsmål til, at der åbner sig en samtale, der faktisk kan skærpe tanken.

Det er her, folkeskolen har en kæmpe mulighed – og indtil videre stort set lader den ligge.

Lad eleverne bruge ai til at generere et første udkast – og lær dem derefter at kritisere det. Eller omvendt. Lad dem erfare, hvornår ai’en tager fejl, overforenkler eller misser nuancen.

Det er langt mere relevante kompetencer i 2026+ end evnen til at skrive et essay i hånden under tidspres.

Teknologiforskrækkelse er ikke nyt

Vi har været her før. Da lommeregneren kom til matematikundervisningen, var frygten den samme: Eleverne lærer aldrig at regne selv. Da internettet blev allemandseje, advarede man mod, at ingen ville lære noget udenad mere.

Og ja – nogle elever kan ikke længere dividere uden hjælp. Til gengæld kan de modellere et budget, analysere data og løse problemer, der ville have taget en finansafdeling en uge for bare tre år siden.

De kan på få dage lave film, der ville have kostet Hollywood måneder og hundredvis af millioner at producere. Intet mindre end en superkraft.

Vi kan styre, hvorvidt basale dannelsesfærdigheder fortsat skal indgå i læringen.

Er eksamenerne veltilrettelagt, kan eleverne ikke snyde med ai. Mundtligt forsvar har altid haft til formål at sikre mod plagiering.

Hvad angår skriftlige eksamener, kan man enten hæve barren, således at de kun kan løses med hjælp af ai, alternativt forbyde hjælpemidler helt.

Teknologi ændrer, hvad det er værd at kunne. Skolen og dannelsesbegrebet har altid – om end langsomt – fulgt med.

Lad børnene lege

Børn er ikke bange for ai. De er nysgerrige, eksperimenterer, tester grænser, finder hullerne – inkonsistensen og hallucinationerne – og ind imellem finder de også de virkelig interessante spørgsmål.

Den nysgerrighed er en ressource, ikke en trussel – selvom vi som voksne naturligt projicerer vores angst for det ukendte over på børnene.

Risikoen er, at vi bruger de næste ti år på at underudnytte et redskab, der er kommet for at blive, og at en hel generation af børn aldrig lærer at bruge det med omtanke, kritisk sans og kreativitet.

På Den dansk-franske Skole slap vi børnene løs på ai’er for tre år siden. Når en flok indskolingselever hælder volapyk i hovedet på den, kan man få en følelse af, at det nærmest er synd for den.

Men den er så uendeligt tålmodig, pædagogisk… og ufarlig. Og det er bestemt ikke synd for børnene – det er en uundgåelig del af deres fremtid.

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article19519145.ece

Brug AI som læringskatalysator, ikke en fordummende sovepude

Det er egentligt ret enkelt: Bruger man AI pædagogisk hensigtsmæssigt, er det en fantastisk læringskatalysator. Bruger man det med hovedet under armen, bliver det en fordummende sovepude. Anekdotisk evidens for sidstnævnte, bl.a. i form af alarmerende opråb fra bekymrede gymnasielærere og forskning udført i en klassisk skolekontekst, er mest et udtryk for, at de voksne i skolesystemet er blevet taget på sengen ift. den pågående AI-revolution.

Det er ikke første gang, at kompetenceunderskuddet på tech-området i skolesystemet kommer til udtryk: i 2010’erne introducerede man iPads til alle elever med det resultat, at vi i dag har fået skabt en generation af big tech-afhængige digitale analfabeter, der ikke mestrer basale færdigheder såsom at flytte en fil rundt i filsystemet. Denne gang er genistregen fra ministeriel side så at udrulle en strakspakke efter sommerferien, som yderligere skal begrænse elevernes brug af AI… mens alle andre i samfundet i et rasende tempo oplever en af de mest kognitivt frigørende revolutioner nogensinde. Mon ikke skolevægringen og fraværsprocenten i efteråret får endnu et nyk opad.

Det burde ellers ikke komme som en overraskelse. Allerede i 2023 advarede en af Undervisningsministeriet nedsat ekspertgruppe imod at fokusere diskursen på snyd og i stedet aktivt udnytte i potentialet i AI. Eksamensformerne skal i nogen grad gentænkes, bevares. Men vi har et samfund, der fundamentalt er succesfuldt pga et højt tillidsniveau og lavt behov for kontrol – det barn skal vi ikke skylle ud med badevandet fordi boomergenerationen igen igen er teknologirundtosset. Vi skylder børnene at hjælpe dem med at blive dygtige til at bruge de værktøjer, der allerede nu er relevante for dem. Og hvis det betyder, at vi skal have efteruddannet lærerkorpset, så må lærerkorpset se at komme igang med det.

På Den dansk-franske Skole har eleverne arbejdet eksperimenterende og struktureret med AI siden 2023, helt fra indskolingen. Barren for, hvad børn kan og bør kunne er således blevet markant hævet. De skriver bøger, under kyndig vejledning. Løser Lotka-Volterra ligninger. Opfinder rollespil med AI’en som game master. Laver film med vilde special effects. I processen får de læst og skrevet. Og meget mere. Udforsker mulighederne og forstår begrænsningerne. Oplever, at maskinen kan hallucinere, at referencer skal valideres. At førstehåndskilder har stor værdi. At det autentiske bliver særligt værdifuldt.

I vores “lille laboratorie” på skolen studerer vi til daglig i reel tid, hvordan AI muliggør reelt innovativt arbejde helt fra indskolingen i en meget fin synergi med de åbne børnehjerner – som en slags ekstra cortex, der også er i rivende udvikling. Hvor ville det være synd at afskære dem fra den læring og de muligheder.

OBS: Skrevet 100% uden AI 🙂

https://www.berlingske.dk/synspunkter/brug-kunstig-intelligens-som-laeringskatalysator–ikke-som-en-fordummende-sovepude

Åbning af LYT – Maker Café

Børnene på skolen har åbnet LYT Maker Café!

Konceptet er en del af lyt, som går ud på at bygge et radioteleskop på skolens tag, så vi kan lytte til stjernerne. Projektet involverer vores tilhørende makerspace, hvor man bl.a. kan 3D printe, CNC-fræse, laserskære, bøje neon (LED), måle, veje, skabe og meget mere .

Vi er en aktiv del af lokalmiljøet og bliver det nu endnu mere med åbningen af community caféen.

Åbningstiderne er alle hverdage:

  • Bod på fortovskanten: 8:15-9 og 15-16
  • Café Lyt og maker space: 13-16

Det er også i skrivende stund den eneste café, hvor man kan betale med den etiske kryptomøntfod Ğ1 – se https://g1currency.org

Hvorhen kan vi nå med det indre kompas?

Det er altid spændende at følge vores elever i deres videre forløb, efter at de har afsluttet deres skolegang på Den dansk-franske Skole. I januar 2026 var jeg således så privilegieret at deltage i AIAA Scitech-konferencen i Orlando med vores tidligere elev Sacha, som præsenterede synkrokinese – en ny samleteknik for satellitter i vægtløshed. Teknikken har han været med til at opfinde og udvikle i skolens transdisciplinære maker space og han har det seneste år skrevet projekt om det på Cornell University i deres Space Structures Lab.

De amerikanske teams fremstår utroligt professionnelt. Om aftenen øver de præsentationer efterfulgt af grundige feedbacksessioner. Når de i pauserne går rundt på udstillermessen er det utænkeligt fx at spørge de udstillende virksomheder, hvad de laver – nej, her har man gjort sit forarbejde, undersøgt virksomheden på forhånd og stiller specifikke spørgsmål ift. fx rekrutteringsproces, mulige tekniske pain points, spørger ind til funding/VC-muligheder osv.

Vi var så heldige at være en del af Cornell teamet og fik således rig mulighed for at tale om, hvordan de unge mennesker mobiliserer deres motivation. Sacha fortalte fx, at han i Ithaca havde oplevet, at når man kom hjem fra byen i kl. 5 om morgenen, sad de sidste PhD-studerende stadig og terpede på Cornells biblioteker – en dedikation, der emmer af energi. Søndag morgen summer det med unge mennesker i deres fablab, hvor de svejser terrængående biler, tester autonome robotter mm. På DTU, hvor Sacha studerer, når han er i Danmark, oplever man en anden work-life balance – her er biblioteket tomt kl. 5 om eftermiddagen og søndag morgen er der stille i Skylab.

De studerende selv forklarer det med, at de konstant indgår i en meget kompetitiv kontekst: optagelsen på universitetet er et nåleøje, og arbejdsmarkedet efterfølgende ligeså. CV’et er afgørende, og her gælder det om at kunne dokumentere, at man udover gode karakterer har vist engagement ift. extracurricular activities.

Deres præsentationer under konferencen var fuldstændigt strømlinede og det var tydeligt at se, at hvert universitet havde sin egen skabelon for, hvordan det skulle gøres. Alle fremlæggelserne var scriptede, hvilket til sidst kunne virke lidt monotont, men garanterede en stabil leverance med et minimum af fejl. Sachas præsentation var til gengæld mere free style – han gav indtryk af at kende sit emne til fuldkommenhed og havde tydeligvis fulgt sin vejleders råd om at nyde oplevelsen. Det gav et naturligt flow og nogle gode diskussioner, da der efterfølgende blev stillet spørgsmål. I sidste ende gav det anledning til, at vi fik etableret kontakt til flere europæiske virksomheder inden for rumfart.

I vores lille gruppe diskuterede vi, hvorvidt man med indre motivation i teorien kunne opnå samme grad af begejstring og engagement, som vi havde set resultatet af på konferencen. Dertil bemærkede en af professorerne, at de banebrydende nyskabelser sjældent kommer fra de toneangivende laboratorier, men ofte kommer fra uventede kanter – drevet af autentisk nysgerrighed og autentiske behov, og i mindre grad af publikationspres.

Mennesker har brug for at kunne navigere; at være i stand til at tage de rette beslutninger på et givent tidspunkt er helt fundamentalt for overlevelse, endsige trivsel, et slags implicit, underliggende Maslowsk behov. En måde at tilfredsstille dette behov er at opstille et “kognitivt felt” styret af konkurrencemål og hierarkier. En let, enkel og effektiv løsning, der har den ulempe, at den illusorisk fremstiller verden som et nulsumsspil: skal nogen vinde konkurrencen, skal andre tabe; skal man rykke op i hierarkiet, skal en anden rykke ned. I en kontekst af videnssamfundet, hvor det at dele ikke koster noget, ville et mere hensigtsmæssigt udgangspunkt for det kognitive felt være, at den enkelte stræbte efter at bidrage med det, pågældende finder meningsfyldt. Det er en individuel sag, det er ikke givet på forhånd og det kræver øvelse og erfaring at kunne aflæse sit indre kompas. Men det er noget man kan lære, især hvis man bliver trænet til det fra en ung alder, hvilket er udgangspunktet for vores arbejde på Den dansk-franske Skole – navnligt gennem de ca. 17 principper og de ikke-nulsumsspilsbaserede sociale modeller. På den lange bane er det spændende perspektiv, hvorvidt en sådan systematisk dyrken af “kulturen på kanten”, drive og virkelyst kombineret med fri tænkning og kreativitet forventeligt vil kunne åbne op for nye dimensioner i innovationssamfundet.

Écoute – Tales of Trust, Technology and Intercultural Transdisciplinarity

From stargazers and seafarers to starfarers

Empowerment and well-being (in Danish: “myndiggørelse og trivsel”) often go hand in hand. Be it in the form of the motivation fostered by success experiences, the noble pleasure of understanding something difficult, the inspiration gained from trying something new, the satisfaction of having built something beautiful or the sense of belonging when being part of a team aiming for a common future.

The project ‘Écoute’ is a three-year project aiming at empowering youth both socially and academically by introducing a new transdisciplinary, immersive STEM teaching didactic in France and Italy through an evolving network of partner schools and institutions. Écoute has a dual meaning in French – meaning both “listen” and “sail sheet”, expressing both “attention” and “agency”. The didactic, originally developed by The Franco-Danish School and the Niels Bohr Institute in Copenhagen, consists of teaching algebra as a natural language, while illustrating and motivating the subject matter by hands-on activities such as 3D design and printing, robotics, programming, AI, astronomy and woodworking. The teaching is done in project groups, promoting the perception of others as valuable partners, not competitors, eventually nurturing trust, honesty, “tryghed” (Danish for “psychological safety”) and an action-oriented mindset. The partner network of schools would be built gradually through face-to-face interactions during workshops, internships and larger gatherings.

The purpose would be to introduce children to STEM as a creative, collaborative and curiosity-driven language for understanding and shaping the world, fostering transversal skills such as critical thinking, problem-solving, creativity, and teamwork, while enhancing motivation for education and active participation in the green and digital transitions. One particular activity would consist of building a radio telescope using 3D printed elements and a novel assembly technique – synchrokinesis – as described in [1] and be part of a network of radio astronomy-capable schools collaboratively searching for cosmic radio signals. This citizen science component connects young participants directly to real scientific research, building a sense of global belonging, scientific agency, and responsibility as capable citizens contributing to knowledge creation.

Dissemination would be the principal component of the project and be done through the workshops, by releasing the teaching material online, as well as participating in larger gatherings such as the inventors’ conference Concours Lépine in Paris (400000+ visitors) and the Maker Faire Rome (100000+ visitors). Internships aboard the Hawila, at The Franco-Danish School and at Planète Tarn would contribute to continuously upskilling the teacher workforce.

Evaluation of the project would be done by a combination of pre- and post-activity surveys measuring changes in STEM motivation, self-efficacy, and transversal skill development; qualitative feedback from participants, teachers, and facilitators; tracking of long-term engagement (e.g., continued participation in STEM activities or citizen science networks); and participatory assessments to ensure inclusive impact, particularly for at-risk youth from diverse socio-economic and cultural backgrounds. The network of radio telescopes across Europe, and possibly beyond, would be a lasting and growing testimony to the success of the project.

Partners:

Hawila Project:

Planète Tarn

Université de Toulouse / ISAE Supaéro

The Franco-Danish School

[1] Guilbert, Alix et al., A 3d printed synchrokinetic telescope, AIAA Ascend 2026

Can you hear the music?

Algebra is like sheet music.
The important thing is not, can you read the music?
It’s: can you hear it?
Niels Bohr (K. Branagh) in Oppenheimer (2023)

Since 2010, The Franco-Danish School’s STEM didactics have evolved in an immersive, transdisciplinary, knowledge-osmotic process on a backdrop of a relation-oriented pedagogy revolving around tryghed (psychological safety), authenticity and respect. Our first pupils are now entering the adult world, allowing us to observe the first in vivo results of our approach, recently summarized by a professor at Cornell University as “It is very rare to see an undergraduate student being so autonomous and so capable of innovation”. And so it happened that we invented synchrokinesis, a new technique for robotized assembly of space structures in weightlessness. The project presented here is about sharing our experience in preparing the next generation for the innovation society, specifically computational thinking, AI, sustainability and space faring.


Target Group: Children and youth (6–20, including special needs), families, educators, and enthusiasts in formal (schools, STX, HTX, EUD) and informal (clubs, homeschooling) settings, with outreach to Copenhagen NV.

Activities:
Education: Develop a Montessori chest of drawers website with initially eight modules (e.g., 3D printing, programming, electronics), tested with 200 students via STEAM Camps and daily teaching.
Outreach: Host 20 Tech Tuesdays, engaging 500 participants in workshops, communal dinners and speaker events. Initiate a DIY radio telescope network with H.C. Ørsted Gymnasiet.
Research: Study optimal learning environments and synchrokinesis in teaching. Includes two university exchanges, AIAA SciTech presentations and two publications.
The project is done in collaboration with the Niels Bohr Institute and consists of developing, testing and distributing teaching material, documenting didactic methods and sparking a local space tech community in Copenhagen NV.

I landsretten begik STUK een fejl, der kan få vidtrækkende konsekvenser

Vi er en tidligere friskole, som i 2020 mistede vores tilskud, fordi Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderede, at vores undervisning ikke stod mål med folkeskolens. De fratog i forbindelse med partshøringen skolens tilskud med øjeblikkelig virkning, uden forudgående påbud og med tilbagevirkende kraft. Vi har siden da kørt videre under en “hjemmeskoleordning”, i praksis på samme måde som tidligere, men tilsynet foretages af kommunen. I 2020 tog vi sagen til ombudsmanden, som efter lang tids betænkning i vævende vendinger kritiserede STUK, som var ligeglade. I 2022 stævnede vi STUK ved byretten, fik ikke medhold, hvorefter vi ankede sagen til landsretten, hvor hovedforhandlingen fandt sted tirsdag d. 12. august 2025.

Det er ikke hverdagskost i landsretten, at man skal tage stilling til grundlovens paragraffer, og da slet ikke undervisningsfrihedsparagraffens stå mål med-krav (§76), som er grundlaget for friskoleloven.

STUK havde da også oppet sig og denne gang fået kammeradvokaturets top dog – Sune Fugleholm – på banen. I modsætning til den usammenhængende juniorjurist, de havde stillet med i byretten, leverede Sune et brag af en performance. Hans hovedpointe var, at vi ikke har bestridt STUKs faktum, dvs. de observationer, de har foretaget under deres tilsyn. Det har vi dog udførligt gjort i vores ca. 200 siders lange partshøringssvar, men strategien i retssagen har været at gå efter det principielle i, at skal man lukke en friskole, skal man følge lovens anvisning om, at den faglige dimension vægter højt, hvorfor en lukningsbeslutning skal underbygges af testresultater. Det siger lidt sig selv, at hvis STUK ikke behøver at forholde sig til data og dermed kan udstyre sig selv med et subjektivt vurderingsgrundlag, får de de facto hoved- og halsret over enhver skole i systemet, hvilket retssikkerhedsmæssigt er et problem.

STUK har eksplicit afstået fra at teste, endsige vurdere, elevernes faglige niveau, dette med stråmandsargumentet om, at der var for få (40) elever. STUKs argument er, at det har været tilstrækkeligt at vurdere undervisningsmetoden og at man bare ud fra den kunne konkludere, at undervisningen ikke opfyldte stå mål med-kravet.

Helt centralt bragte kammeradvokaten metoden “sprogbad” på banen, som ifølge STUK ikke skulle være en “anerkendt didaktik”. Om sprogbad skriver Jan Lindschouw, lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet:

“Sprogbadsmodellen er en fuldt ud anerkendt didaktik, nationalt såvel som internationalt. Den har især været anvendt på flersprogede skoler, bl.a. i Canada, og der er også forskning, der dokumenterer de positive effekter ved den. Jeg stiller mig undrende over, at man kan beslutte at lukke en skole på baggrund af en didaktisk metode som sprogbad/immersion.”

Kammeradvokaten fantaserede lidt over, hvordan det mon foregik, “når man på Den dansk-franske Skole tog sprogbad … sammen”, hvorefter han tordnede mod, at når vi anfægter STUKs tilsynsførendes kompetencer og kritiserer STUKs beslutning, underskrevet af deres direktør, er det STUK som institution vi angriber.

Det er helt korrekt. Når STUKs halvstuderede røvere med deres bøllemetoder forgriber sig på små friskoler, er det et lokalt problem, omend et stort et af slagsen. At STUK som samfundets kvalitetsudviklingsorgan på det måske vigtigste område inden for innovation – skolesystemet – decideret modarbejder sin tiltænkte funktion ved at hæmme innovation på det pædagogiske område, kan det med rette betragtes som det største problem, nationen står overfor. Det er vores fremtidige konkurrenceevne og plads i verdenssamfundet, der er på spil.

Der er lagt i ovnen til en sag ved Højesteret.

I mellemtiden arbejder vi i vores innovationsintensive, transdisciplinære miljø videre på vores seneste opfindelse, en ny revolutionerende samleteknik for rumstrukturer i vægtløshed, som vi skal præsentere på konferencen om rumfartsteknologi AIAA Scitech i Orlando i januar.