Wellerman

Believer

Waka-Waka

Waka-Waka (kort)

Rudolf

Vi er en tidligere friskole, som i 2020 mistede vores tilskud, fordi Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderede, at vores undervisning ikke stod mål med folkeskolens. De fratog i forbindelse med partshøringen skolens tilskud med øjeblikkelig virkning, uden forudgående påbud og med tilbagevirkende kraft. Vi har siden da kørt videre under en “hjemmeskoleordning”, i praksis på samme måde som tidligere, men tilsynet foretages af kommunen. I 2020 tog vi sagen til ombudsmanden, som efter lang tids betænkning i vævende vendinger kritiserede STUK, som var ligeglade. I 2022 stævnede vi STUK ved byretten, fik ikke medhold, hvorefter vi ankede sagen til landsretten, hvor hovedforhandlingen fandt sted tirsdag d. 12. august 2025.

Det er ikke hverdagskost i landsretten, at man skal tage stilling til grundlovens paragraffer, og da slet ikke undervisningsfrihedsparagraffens stå mål med-krav (§76), som er grundlaget for friskoleloven.

STUK havde da også oppet sig og denne gang fået kammeradvokaturets top dog – Sune Fugleholm – på banen. I modsætning til den usammenhængende juniorjurist, de havde stillet med i byretten, leverede Sune et brag af en performance. Hans hovedpointe var, at vi ikke har bestridt STUKs faktum, dvs. de observationer, de har foretaget under deres tilsyn. Det har vi dog udførligt gjort i vores ca. 200 siders lange partshøringssvar, men strategien i retssagen har været at gå efter det principielle i, at skal man lukke en friskole, skal man følge lovens anvisning om, at den faglige dimension vægter højt, hvorfor en lukningsbeslutning skal underbygges af testresultater. Det siger lidt sig selv, at hvis STUK ikke behøver at forholde sig til data og dermed kan udstyre sig selv med et subjektivt vurderingsgrundlag, får de de facto hoved- og halsret over enhver skole i systemet, hvilket retssikkerhedsmæssigt er et problem.

STUK har eksplicit afstået fra at teste, endsige vurdere, elevernes faglige niveau, dette med stråmandsargumentet om, at der var for få (40) elever. STUKs argument er, at det har været tilstrækkeligt at vurdere undervisningsmetoden og at man bare ud fra den kunne konkludere, at undervisningen ikke opfyldte stå mål med-kravet.

Helt centralt bragte kammeradvokaten metoden “sprogbad” på banen, som ifølge STUK ikke skulle være en “anerkendt didaktik”. Om sprogbad skriver Jan Lindschouw, lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet:

“Sprogbadsmodellen er en fuldt ud anerkendt didaktik, nationalt såvel som internationalt. Den har især været anvendt på flersprogede skoler, bl.a. i Canada, og der er også forskning, der dokumenterer de positive effekter ved den. Jeg stiller mig undrende over, at man kan beslutte at lukke en skole på baggrund af en didaktisk metode som sprogbad/immersion.”

Kammeradvokaten fantaserede lidt over, hvordan det mon foregik, “når man på Den dansk-franske Skole tog sprogbad … sammen”, hvorefter han tordnede mod, at når vi anfægter STUKs tilsynsførendes kompetencer og kritiserer STUKs beslutning, underskrevet af deres direktør, er det STUK som institution vi angriber.

Det er helt korrekt. Når STUKs halvstuderede røvere med deres bøllemetoder forgriber sig på små friskoler, er det et lokalt problem, omend et stort et af slagsen. At STUK som samfundets kvalitetsudviklingsorgan på det måske vigtigste område inden for innovation – skolesystemet – decideret modarbejder sin tiltænkte funktion ved at hæmme innovation på det pædagogiske område, kan det med rette betragtes som det største problem, nationen står overfor. Det er vores fremtidige konkurrenceevne og plads i verdenssamfundet, der er på spil.

Der er lagt i ovnen til en sag ved Højesteret.

I mellemtiden arbejder vi i vores innovationsintensive, transdisciplinære miljø videre på vores seneste opfindelse, en ny revolutionerende samleteknik for rumstrukturer i vægtløshed, som vi skal præsentere på konferencen om rumfartsteknologi AIAA Scitech i Orlando i januar.

Tirsdag d. 12. august 2025 mødes vi for anden gang med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) foran en dommer, denne gang i Østre Landsret. Vi har stævnet dem for overtrædelse af friskoleloven, en principiel sag, som kan ændre fundamentet for friskolekulturen i Danmark.

Men lad os spole 15 år tilbage, til dengang vi valgte at starte Den dansk-franske Skole. Vi ville lave en tidssvarende skole, hvor der skulle tages udgangspunkt i børnenes motivation, arbejdes med meningsfulde problemstillinger og hvor den enkelte skulle have mulighed for at drive sine alsidige talenter til deres fulde potentiale. Det er i sin essens det, Freinet-pædagogikken går ud på, så det var et let valg at lægge os op ad den.

Det er svært at starte skole – der er gode grunde til, at langt de fleste friskoleinitiativer fejler. I storbyerne er det næsten umuligt at få godkendt lokaler af kommunen og i landområderne er elevgrundlaget ofte for tyndt. Vores tilfælde var ikke en undtagelse, men vi valgte at starte op uden statstilskud i vores firmas daværende lokaler på Store Kongensgade. Med lærerlønninger, husleje og det løse slipper man ikke for under en million om året, uanset hvor lille den er. Det var derfor en kærkommen forbedring, at vi fire år senere havde fundet godkendte lokaler på Bispebjerg, hvilket udløste statstilskud og gjorde det muligt for os at vokse.

Det er også svært at centrere en pædagogik omkring elevernes egenmotivation. Erfarne lærere opfatter det typisk som umuligt, naivt og utopisk og de har da ret i , at man let kan ende i en lallekultur, hvor hverken elever eller lærere reelt tager ansvar for læringen. Flere af de praktikanter vi har haft fra udlandet har berettet, at deres erfaring er, at alternative skoler som regel ikke fungerer. Derfor er de også så meget mere interesserede, da vores elever på alle relevante parametre ligger over norm. “Hvordan bliver de så afsindigt dygtige?” er det typiske spørgsmål. Svaret er både enkelt – det drejer sig om at opbygge en passende kultur – og komplekst, for hvordan gør man det? De praktikophold vi tilbyder er af mindst en måneds varighed, og det skal til for at begynde at erkende kunsten at lede en børneflok ud fra deres ønsker og drømme, med struktur og autenticitet. Vores elever opnår eksamensresultater til folkeskolens afgangseksamen og i de nationale test markant over gennemsnit. Men måske mere vigtigt kan vi følge dem efterfølgende i strålende karriereforløb, fx. med banebrydende resultater inden for rumforskning. De af staten certificerede tilsynsførende har gennem årene betegnet vores undervisning, som “visionær”, “excellent” og “eksemplarisk”. Vi har aldrig ønsket at være en eksluderende eliteskole og har valgt også at løfte en inklusionsopgave, som forældre har kaldt for “et lille mirakel”.

I januar 2020 fik vi frataget statstilskuddet efter to års såkaldt skærpet tilsyn. Vi var i øvrigt den første ikke-muslimske skole der blev lukket, efter at Undervisningsministeriet i perioden 2017-2019 havde lukket ni i træk – næpppe helt lovligt iht. grundlovens diskriminationsparagraf (§70). Vi søgte hjælp hos vores friskoleskoleforening, Lilleskolerne, men deres besked var, ordret: “Vi foretrækker at ofre nogle få, så de mange kan leve”. Et af problemerne med den tilgang er, at systemet ikke får det modspil, det har brug for, til at forbedre sig. Vi tog også fat i de andre skole- og fagforeninger, som, uoverraskende, henviste til Lilleskolerne.

De følgende fem år blev lidt af et eventyr og en opvågnen til realiteterne i den danske retsstat. Først brugte vi to år på at klage til Ombudsmanden, herunder over nogle helt principielle juridiske fejl, fx. at STUK ikke havde givet det lovpligtige påbud, før de anvendte friskolelovens hårdeste sanktion. Ombudsmanden endte med at kritisere STUK i meget vævende vendinger, men omkring det centrale spørgsmål, hvorvidt STUK havde brudt den grundlovssikrede ret til skolefrihed (§76) henviste han til sagen om Scientology-skolerne fra 2009, hvor grundlovens paragraf var blev tolket som at man bare kan hjemmeundervise. Realiteten er dermed, at Friskolen ikke opfattes som en institution i samfundet, retssikkerhedsmæssigt er området rent cowboyland.

Derefter tog vi sagen til domstolene, først i Københavns Byret, hvor vi ikke fik medhold. Dansk forvaltningsret bygger på, at embedsmænd taler sandt – en pragmatisk løsning og en nødvendighed for at holde retssystemet effektivt. Men når forudsætningen ikke holder, dvs. når embedsmændene taler usandt, fx ved at udelade essentielle observationer og fejlcitere, så hopper kæden af. I vores tilfælde er dommen en afskrift af STUKs kritikpunkter, hvor de meget positive vidneudsagn fra de ordinære certificerede tilsynsførende kun er nævnt anekdotisk. Når man læser STUKs kritik, er det således svært ikke at stå tilbage med det indtryk, at tingene godt nok sejlede på Den dansk-franske Skole. Problemet er bare, at billedet er fabrikeret. Når de skriver, at der kun var een lærer i timen, hvor der sad to elever med særlige behov, er det løgn. Der var tre lærere, og det vidste de. Når de beskriver, at læreplanerne / projektsedlerne ikke var udfyldte, så handler det om at een ud af de halvtreds sedler der var i mappen, var tom, fordi eleven ikke længere gik på skolen. Det hævdede de, “var et repræsentativt udtræk”. Når de hævder, at de 40 elever ikke giver et statistisk grundlag for at vurdere elevernes faglige niveau, så ved de også godt selv at det er løgn. Når de planter historier i pressen, beskærer de tallene så de fortæller en helt anden histore, og så videre, og så videre… STUK har med succes brugt deres “mørkelygte” til, som Jesper Tynell skriver i Mørkelygten at få sagen “til at fremstå som åbent og ærligt belyst, selvom afgørende dele bevidst er begravet i mørke”.

Det er derfor, de aldrig har fastholdt kravet på over 2 mio kroner, som de mente vi skulle betale tilbage – de ved nemlig godt, at de ikke er i nærheden af at kunne løfte bevisbyrden, hvilket de ville skulle i en fogedretssag.

Og mens STUK famler ineffekivt rundt, bedrevidende og selvretfærdige, symptombehandler det øvrige samfund p.t. de problemer, vores børn står overfor: stigende mistrivsel, angst og diagnoser; alt sammen indikatorer på, at vi har mistet den autentiske relation børn og voksne imellem. Så kan man nedsætte nok så mange trivselskommissioner og lave konsulentundersøgelser, det bliver unødvendigt hårdt at være barn i Danmark de næste mange år.

Vi har en skole, som børnene ikke vil hjem fra. Efter fire år med faldende elevtal er tendensen nu vendt og skolen vokser igen støt. Nu femten år efter vi kastede os ud i eventyret, ville vi for intet i verden opgive dette vidunderlige, meningsfulde og vigtige projekt, uanset hvad udfaldet af retssagen bliver.

Oprindelig tekst af Mette Sanggaard

En ting undrede mig, da jeg for 10 år siden havnede i Fyns fede friskolemuld som førstegangsfriskoleforælder: Mængden af børn, der kommer og går i klasserne er mildest talt enorm. Enkelte kommer og går på grund af flytning, men de fleste kommer fra en naboskole eller med bil/bus fra omkringliggende byer i en temmelig stor radius.

Tendensen er næppe rent fynsk, men man kan nu engang bedst snakke med om det, man selv har oplevet, og vi har en veritabel skov af skoler at vælge imellem her i landsdelen, hvilket på mange måder er et gode, fordi vi kan vælge den skole, vi mener er bedst for vores børn. 

Og selvfølgelig snakker vi forældre indimellem om, hvorvidt en skole som sådan er god. Men det, vi snakker allermest om, er vores børns klasser. Om det er en god klasse. Vi taler nærmest om det, som om klassen er en øde ø i resten af skolen, som mere bliver en tilfældig omstændighed end et egentligt og betydende fundament. For hvem vil ikke gerne have, at deres barn har det godt og nemt i et velfungerende klassefællesskab?

Når nye kammerater er kommet til i min datters klasse, er det næsten altid, fordi de ikke fungerede godt i den gamle klasse. Socialt altså. Forældrene leder typisk ikke efter en ny skole som sådan, men derimod efter et nyt klassefællesskab til deres børn.

Børnene kan endda komme på prøve et par uger, og selvom intentionen sikkert er god, så har jeg altid tænkt, at mit barn og klassens fællesskab på den måde også jævnligt er på prøve, når nogen skal finde ud af, om de synes menneskene og fællesskabet er mere attraktivt her end i de andre mulige klassesammenhænge på gamle eller nye skoler. 

Jeg forstår skam godt, hvad der kan få forældre til at flytte deres børn. Børn skal ikke være i miljøer, hvor de over lang tid har det dårligt og ikke fungerer i det sociale. Hvornår tilstrækkelige forsøg er gjort på at bedre situationen, og hvornår grænsen er nået, er det svært at gøre sig til dommer over på andres vegne. Mit ærinde er i stedet at pege på det samlede billede – og det paradoks vores mere uforpligtende adfærd skaber – hvor velbegrundet den end fremstår i de enkelte tilfælde:

Det, vi søger, er nemlig også det, vi bryder ned med vores søgen. Vi ønsker trygge fællesskaber for vores børn, fællesskaber, hvor man kan regne med hinanden, men skaber i stedet sammenhænge, hvor ingen rigtigt kan vide, hvem der går i klassen i morgen. Vi ønsker inkluderende fællesskaber, hvor alle har en plads, og ingen føler sig udenfor, men skaber situationer, hvor børn sidder fravalgte tilbage, mens andre rejser til fællesskaber og kammerater, der er mere attraktive. 

Vi ønsker os forpligtende fællesskaber, men når for mange leder efter dem, og for få vil blive i dem, når det bøvler, ændrer de karakter og bliver flydende i stedet. 

Forpligtende fællesskaber har deres op- og nedture – men det forpligtende består netop i, at vi bliver og kæmper med det, også når det er svært – og det ved vi, og forventer vi i øvrigt, at det bliver. Som voksne ved vi, at der er en gevinst i det lange og dybe engagement, og det gør vi som forældre klogt i at støtte vores børn i at erfare. 

Som efterskoleforstander må jeg indimellem også minde forældre om, at andres børn ikke er ludobrikker, vi kan flytte rundt på, fordi det passer bedre til deres barns behov. De kommer med deres egne håb, drømme, kvaliteter, fejl, mangler og behov – og heldigvis for det, selvom det også kan være virkelig bøvlet at være og finde fællesskab i. 

Min barndoms friskole havde i øvrigt den politik, at man enten havde alle eller ingen af sine børn på friskolen – ud fra den tanke, at skolen skulle være et pædagogisk idemæssigt tilvalg, man naturligvis tog på hele familiens vegne. Det var der på mange måder stor fornuft i at forvente og naturligvis også nogle oplagte problemer forbundet med. 

Måske kunne vi komme langt, hvis vi startede med at vælge en hel skolekultur til for vores børn og derefter brugte den som afsæt til også at få en god klassekultur, der kan være en stabil base for vores børns individuelle og fælles op- og nedture.