Tirsdag d. 12. august 2025 mødes vi for anden gang med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) foran en dommer, denne gang i Østre Landsret. Vi har stævnet dem for overtrædelse af friskoleloven, en principiel sag, som kan ændre fundamentet for friskolekulturen i Danmark.
Men lad os spole 15 år tilbage, til dengang vi valgte at starte Den dansk-franske Skole. Vi ville lave en tidssvarende skole, hvor der skulle tages udgangspunkt i børnenes motivation, arbejdes med meningsfulde problemstillinger og hvor den enkelte skulle have mulighed for at drive sine alsidige talenter til deres fulde potentiale. Det er i sin essens det, Freinet-pædagogikken går ud på, så det var et let valg at lægge os op ad den.
Det er svært at starte skole – der er gode grunde til, at langt de fleste friskoleinitiativer fejler. I storbyerne er det næsten umuligt at få godkendt lokaler af kommunen og i landområderne er elevgrundlaget ofte for tyndt. Vores tilfælde var ikke en undtagelse, men vi valgte at starte op uden statstilskud i vores firmas daværende lokaler på Store Kongensgade. Med lærerlønninger, husleje og det løse slipper man ikke for under en million om året, uanset hvor lille den er. Det var derfor en kærkommen forbedring, at vi fire år senere havde fundet godkendte lokaler på Bispebjerg, hvilket udløste statstilskud og gjorde det muligt for os at vokse.
Det er også svært at centrere en pædagogik omkring elevernes egenmotivation. Erfarne lærere opfatter det typisk som umuligt, naivt og utopisk og de har da ret i , at man let kan ende i en lallekultur, hvor hverken elever eller lærere reelt tager ansvar for læringen. Flere af de praktikanter vi har haft fra udlandet har berettet, at deres erfaring er, at alternative skoler som regel ikke fungerer. Derfor er de også så meget mere interesserede, da vores elever på alle relevante parametre ligger over norm. “Hvordan bliver de så afsindigt dygtige?” er det typiske spørgsmål. Svaret er både enkelt – det drejer sig om at opbygge en passende kultur – og komplekst, for hvordan gør man det? De praktikophold vi tilbyder er af mindst en måneds varighed, og det skal til for at begynde at erkende kunsten at lede en børneflok ud fra deres ønsker og drømme, med struktur og autenticitet. Vores elever opnår eksamensresultater til folkeskolens afgangseksamen og i de nationale test markant over gennemsnit. Men måske mere vigtigt kan vi følge dem efterfølgende i strålende karriereforløb, fx. med banebrydende resultater inden for rumforskning. De af staten certificerede tilsynsførende har gennem årene betegnet vores undervisning, som “visionær”, “excellent” og “eksemplarisk”. Vi har aldrig ønsket at være en eksluderende eliteskole og har valgt også at løfte en inklusionsopgave, som forældre har kaldt for “et lille mirakel”.
I januar 2020 fik vi frataget statstilskuddet efter to års såkaldt skærpet tilsyn. Vi var i øvrigt den første ikke-muslimske skole der blev lukket, efter at Undervisningsministeriet i perioden 2017-2019 havde lukket ni i træk – næpppe helt lovligt iht. grundlovens diskriminationsparagraf (§70). Vi søgte hjælp hos vores friskoleskoleforening, Lilleskolerne, men deres besked var, ordret: “Vi foretrækker at ofre nogle få, så de mange kan leve”. Et af problemerne med den tilgang er, at systemet ikke får det modspil, det har brug for, til at forbedre sig. Vi tog også fat i de andre skole- og fagforeninger, som, uoverraskende, henviste til Lilleskolerne.
De følgende fem år blev lidt af et eventyr og en opvågnen til realiteterne i den danske retsstat. Først brugte vi to år på at klage til Ombudsmanden, herunder over nogle helt principielle juridiske fejl, fx. at STUK ikke havde givet det lovpligtige påbud, før de anvendte friskolelovens hårdeste sanktion. Ombudsmanden endte med at kritisere STUK i meget vævende vendinger, men omkring det centrale spørgsmål, hvorvidt STUK havde brudt den grundlovssikrede ret til skolefrihed (§76) henviste han til sagen om Scientology-skolerne fra 2009, hvor grundlovens paragraf var blev tolket som at man bare kan hjemmeundervise. Realiteten er dermed, at Friskolen ikke opfattes som en institution i samfundet, retssikkerhedsmæssigt er området rent cowboyland.
Derefter tog vi sagen til domstolene, først i Københavns Byret, hvor vi ikke fik medhold. Dansk forvaltningsret bygger på, at embedsmænd taler sandt – en pragmatisk løsning og en nødvendighed for at holde retssystemet effektivt. Men når forudsætningen ikke holder, dvs. når embedsmændene taler usandt, fx ved at udelade essentielle observationer og fejlcitere, så hopper kæden af. I vores tilfælde er dommen en afskrift af STUKs kritikpunkter, hvor de meget positive vidneudsagn fra de ordinære certificerede tilsynsførende kun er nævnt anekdotisk. Når man læser STUKs kritik, er det således svært ikke at stå tilbage med det indtryk, at tingene godt nok sejlede på Den dansk-franske Skole. Problemet er bare, at billedet er fabrikeret. Når de skriver, at der kun var een lærer i timen, hvor der sad to elever med særlige behov, er det løgn. Der var tre lærere, og det vidste de. Når de beskriver, at læreplanerne / projektsedlerne ikke var udfyldte, så handler det om at een ud af de halvtreds sedler der var i mappen, var tom, fordi eleven ikke længere gik på skolen. Det hævdede de, “var et repræsentativt udtræk”. Når de hævder, at de 40 elever ikke giver et statistisk grundlag for at vurdere elevernes faglige niveau, så ved de også godt selv at det er løgn. Når de planter historier i pressen, beskærer de tallene så de fortæller en helt anden histore, og så videre, og så videre… STUK har med succes brugt deres “mørkelygte” til, som Jesper Tynell skriver i Mørkelygten at få sagen “til at fremstå som åbent og ærligt belyst, selvom afgørende dele bevidst er begravet i mørke”.
Det er derfor, de aldrig har fastholdt kravet på over 2 mio kroner, som de mente vi skulle betale tilbage – de ved nemlig godt, at de ikke er i nærheden af at kunne løfte bevisbyrden, hvilket de ville skulle i en fogedretssag.
Og mens STUK famler ineffekivt rundt, bedrevidende og selvretfærdige, symptombehandler det øvrige samfund p.t. de problemer, vores børn står overfor: stigende mistrivsel, angst og diagnoser; alt sammen indikatorer på, at vi har mistet den autentiske relation børn og voksne imellem. Så kan man nedsætte nok så mange trivselskommissioner og lave konsulentundersøgelser, det bliver unødvendigt hårdt at være barn i Danmark de næste mange år.
Vi har en skole, som børnene ikke vil hjem fra. Efter fire år med faldende elevtal er tendensen nu vendt og skolen vokser igen støt. Nu femten år efter vi kastede os ud i eventyret, ville vi for intet i verden opgive dette vidunderlige, meningsfulde og vigtige projekt, uanset hvad udfaldet af retssagen bliver.
