Introduktion til Scribus – open source desktop publishing.
Mette Blicher introducerer enkle designprincipper og har forberedt en designopgave.
Vi runder af med præsentationer og fællesmiddag.
OBS: Tilmelding påkrævet.
Husk at medbringe laptop, gerne med Scribus installeret på forhånd.
Tid og sted: 2025-09-30 kl. 17-20, Tagensvej 188, 2400 København NV
Pris: 50 Ğ1
Introduktion til pengeteori og Universel Dividende (https://duniter.org) v/ Xavi.
Vi spiller spillet https://geconomicus.fr , som tager ca. 2 timer, efterfulgt af middag.
Aftenens special guest chef bliver Camille Bletton, som tidligere har arbejdet på den 2-stjernede restaurant Kadeau og i dag står bag Venner 
OBS: Tilmelding påkrævet.
Pris: 30
Vi er en tidligere friskole, som i 2020 mistede vores tilskud, fordi Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderede, at vores undervisning ikke stod mål med folkeskolens. De fratog i forbindelse med partshøringen skolens tilskud med øjeblikkelig virkning, uden forudgående påbud og med tilbagevirkende kraft. Vi har siden da kørt videre under en “hjemmeskoleordning”, i praksis på samme måde som tidligere, men tilsynet foretages af kommunen. I 2020 tog vi sagen til ombudsmanden, som efter lang tids betænkning i vævende vendinger kritiserede STUK, som var ligeglade. I 2022 stævnede vi STUK ved byretten, fik ikke medhold, hvorefter vi ankede sagen til landsretten, hvor hovedforhandlingen fandt sted tirsdag d. 12. august 2025.
Det er ikke hverdagskost i landsretten, at man skal tage stilling til grundlovens paragraffer, og da slet ikke undervisningsfrihedsparagraffens stå mål med-krav (§76), som er grundlaget for friskoleloven.
STUK havde da også oppet sig og denne gang fået kammeradvokaturets top dog – Sune Fugleholm – på banen. I modsætning til den usammenhængende juniorjurist, de havde stillet med i byretten, leverede Sune et brag af en performance. Hans hovedpointe var, at vi ikke har bestridt STUKs faktum, dvs. de observationer, de har foretaget under deres tilsyn. Det har vi dog udførligt gjort i vores ca. 200 siders lange partshøringssvar, men strategien i retssagen har været at gå efter det principielle i, at skal man lukke en friskole, skal man følge lovens anvisning om, at den faglige dimension vægter højt, hvorfor en lukningsbeslutning skal underbygges af testresultater. Det siger lidt sig selv, at hvis STUK ikke behøver at forholde sig til data og dermed kan udstyre sig selv med et subjektivt vurderingsgrundlag, får de de facto hoved- og halsret over enhver skole i systemet, hvilket retssikkerhedsmæssigt er et problem.
STUK har eksplicit afstået fra at teste, endsige vurdere, elevernes faglige niveau, dette med stråmandsargumentet om, at der var for få (40) elever. STUKs argument er, at det har været tilstrækkeligt at vurdere undervisningsmetoden og at man bare ud fra den kunne konkludere, at undervisningen ikke opfyldte stå mål med-kravet.
Helt centralt bragte kammeradvokaten metoden “sprogbad” på banen, som ifølge STUK ikke skulle være en “anerkendt didaktik”. Om sprogbad skriver Jan Lindschouw, lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet:
“Sprogbadsmodellen er en fuldt ud anerkendt didaktik, nationalt såvel som internationalt. Den har især været anvendt på flersprogede skoler, bl.a. i Canada, og der er også forskning, der dokumenterer de positive effekter ved den. Jeg stiller mig undrende over, at man kan beslutte at lukke en skole på baggrund af en didaktisk metode som sprogbad/immersion.”
Kammeradvokaten fantaserede lidt over, hvordan det mon foregik, “når man på Den dansk-franske Skole tog sprogbad … sammen”, hvorefter han tordnede mod, at når vi anfægter STUKs tilsynsførendes kompetencer og kritiserer STUKs beslutning, underskrevet af deres direktør, er det STUK som institution vi angriber.
Det er helt korrekt. Når STUKs halvstuderede røvere med deres bøllemetoder forgriber sig på små friskoler, er det et lokalt problem, omend et stort et af slagsen. At STUK som samfundets kvalitetsudviklingsorgan på det måske vigtigste område inden for innovation – skolesystemet – decideret modarbejder sin tiltænkte funktion ved at hæmme innovation på det pædagogiske område, kan det med rette betragtes som det største problem, nationen står overfor. Det er vores fremtidige konkurrenceevne og plads i verdenssamfundet, der er på spil.
Der er lagt i ovnen til en sag ved Højesteret.
I mellemtiden arbejder vi i vores innovationsintensive, transdisciplinære miljø videre på vores seneste opfindelse, en ny revolutionerende samleteknik for rumstrukturer i vægtløshed, som vi skal præsentere på konferencen om rumfartsteknologi AIAA Scitech i Orlando i januar.
Tirsdag d. 12. august 2025 mødes vi for anden gang med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) foran en dommer, denne gang i Østre Landsret. Vi har stævnet dem for overtrædelse af friskoleloven, en principiel sag, som kan ændre fundamentet for friskolekulturen i Danmark.
Men lad os spole 15 år tilbage, til dengang vi valgte at starte Den dansk-franske Skole. Vi ville lave en tidssvarende skole, hvor der skulle tages udgangspunkt i børnenes motivation, arbejdes med meningsfulde problemstillinger og hvor den enkelte skulle have mulighed for at drive sine alsidige talenter til deres fulde potentiale. Det er i sin essens det, Freinet-pædagogikken går ud på, så det var et let valg at lægge os op ad den.
Det er svært at starte skole – der er gode grunde til, at langt de fleste friskoleinitiativer fejler. I storbyerne er det næsten umuligt at få godkendt lokaler af kommunen og i landområderne er elevgrundlaget ofte for tyndt. Vores tilfælde var ikke en undtagelse, men vi valgte at starte op uden statstilskud i vores firmas daværende lokaler på Store Kongensgade. Med lærerlønninger, husleje og det løse slipper man ikke for under en million om året, uanset hvor lille den er. Det var derfor en kærkommen forbedring, at vi fire år senere havde fundet godkendte lokaler på Bispebjerg, hvilket udløste statstilskud og gjorde det muligt for os at vokse.
Det er også svært at centrere en pædagogik omkring elevernes egenmotivation. Erfarne lærere opfatter det typisk som umuligt, naivt og utopisk og de har da ret i , at man let kan ende i en lallekultur, hvor hverken elever eller lærere reelt tager ansvar for læringen. Flere af de praktikanter vi har haft fra udlandet har berettet, at deres erfaring er, at alternative skoler som regel ikke fungerer. Derfor er de også så meget mere interesserede, da vores elever på alle relevante parametre ligger over norm. “Hvordan bliver de så afsindigt dygtige?” er det typiske spørgsmål. Svaret er både enkelt – det drejer sig om at opbygge en passende kultur – og komplekst, for hvordan gør man det? De praktikophold vi tilbyder er af mindst en måneds varighed, og det skal til for at begynde at erkende kunsten at lede en børneflok ud fra deres ønsker og drømme, med struktur og autenticitet. Vores elever opnår eksamensresultater til folkeskolens afgangseksamen og i de nationale test markant over gennemsnit. Men måske mere vigtigt kan vi følge dem efterfølgende i strålende karriereforløb, fx. med banebrydende resultater inden for rumforskning. De af staten certificerede tilsynsførende har gennem årene betegnet vores undervisning, som “visionær”, “excellent” og “eksemplarisk”. Vi har aldrig ønsket at være en eksluderende eliteskole og har valgt også at løfte en inklusionsopgave, som forældre har kaldt for “et lille mirakel”.
I januar 2020 fik vi frataget statstilskuddet efter to års såkaldt skærpet tilsyn. Vi var i øvrigt den første ikke-muslimske skole der blev lukket, efter at Undervisningsministeriet i perioden 2017-2019 havde lukket ni i træk – næpppe helt lovligt iht. grundlovens diskriminationsparagraf (§70). Vi søgte hjælp hos vores friskoleskoleforening, Lilleskolerne, men deres besked var, ordret: “Vi foretrækker at ofre nogle få, så de mange kan leve”. Et af problemerne med den tilgang er, at systemet ikke får det modspil, det har brug for, til at forbedre sig. Vi tog også fat i de andre skole- og fagforeninger, som, uoverraskende, henviste til Lilleskolerne.
De følgende fem år blev lidt af et eventyr og en opvågnen til realiteterne i den danske retsstat. Først brugte vi to år på at klage til Ombudsmanden, herunder over nogle helt principielle juridiske fejl, fx. at STUK ikke havde givet det lovpligtige påbud, før de anvendte friskolelovens hårdeste sanktion. Ombudsmanden endte med at kritisere STUK i meget vævende vendinger, men omkring det centrale spørgsmål, hvorvidt STUK havde brudt den grundlovssikrede ret til skolefrihed (§76) henviste han til sagen om Scientology-skolerne fra 2009, hvor grundlovens paragraf var blev tolket som at man bare kan hjemmeundervise. Realiteten er dermed, at Friskolen ikke opfattes som en institution i samfundet, retssikkerhedsmæssigt er området rent cowboyland.
Derefter tog vi sagen til domstolene, først i Københavns Byret, hvor vi ikke fik medhold. Dansk forvaltningsret bygger på, at embedsmænd taler sandt – en pragmatisk løsning og en nødvendighed for at holde retssystemet effektivt. Men når forudsætningen ikke holder, dvs. når embedsmændene taler usandt, fx ved at udelade essentielle observationer og fejlcitere, så hopper kæden af. I vores tilfælde er dommen en afskrift af STUKs kritikpunkter, hvor de meget positive vidneudsagn fra de ordinære certificerede tilsynsførende kun er nævnt anekdotisk. Når man læser STUKs kritik, er det således svært ikke at stå tilbage med det indtryk, at tingene godt nok sejlede på Den dansk-franske Skole. Problemet er bare, at billedet er fabrikeret. Når de skriver, at der kun var een lærer i timen, hvor der sad to elever med særlige behov, er det løgn. Der var tre lærere, og det vidste de. Når de beskriver, at læreplanerne / projektsedlerne ikke var udfyldte, så handler det om at een ud af de halvtreds sedler der var i mappen, var tom, fordi eleven ikke længere gik på skolen. Det hævdede de, “var et repræsentativt udtræk”. Når de hævder, at de 40 elever ikke giver et statistisk grundlag for at vurdere elevernes faglige niveau, så ved de også godt selv at det er løgn. Når de planter historier i pressen, beskærer de tallene så de fortæller en helt anden histore, og så videre, og så videre… STUK har med succes brugt deres “mørkelygte” til, som Jesper Tynell skriver i Mørkelygten at få sagen “til at fremstå som åbent og ærligt belyst, selvom afgørende dele bevidst er begravet i mørke”.
Det er derfor, de aldrig har fastholdt kravet på over 2 mio kroner, som de mente vi skulle betale tilbage – de ved nemlig godt, at de ikke er i nærheden af at kunne løfte bevisbyrden, hvilket de ville skulle i en fogedretssag.
Og mens STUK famler ineffekivt rundt, bedrevidende og selvretfærdige, symptombehandler det øvrige samfund p.t. de problemer, vores børn står overfor: stigende mistrivsel, angst og diagnoser; alt sammen indikatorer på, at vi har mistet den autentiske relation børn og voksne imellem. Så kan man nedsætte nok så mange trivselskommissioner og lave konsulentundersøgelser, det bliver unødvendigt hårdt at være barn i Danmark de næste mange år.
Vi har en skole, som børnene ikke vil hjem fra. Efter fire år med faldende elevtal er tendensen nu vendt og skolen vokser igen støt. Nu femten år efter vi kastede os ud i eventyret, ville vi for intet i verden opgive dette vidunderlige, meningsfulde og vigtige projekt, uanset hvad udfaldet af retssagen bliver.
“Under the dish” går ud på at arrangere folkekøkken i Den dansk-franske Skoles lokaler hver sidste tirsdag i måneden august-december 2025.
Formålet er at skabe opmærksomhed om skolens Tech Tirsdage, hvor teknologiinteresserede, studerende, forældre og børn mødes for at hygge med teknologi, få lektiehjælp, reparere ting og høre vedrørende oplæg om teknologi, naturvidenskab, kunst og matematik.
Projektet er et forprojekt til projektet lyt, som går ud på at bygge et radioteleskop på skolens tag, baseret på en ny samleteknik kaldet synkrokinese, et projekt der udføres i samarbejde med studerende fra Niels Bohr Institutet og Cornell Space Structures.
Projektet er støttet af Nordeafonden med kr. 20.000,-
Oprindelig tekst af Mette Sanggaard
En ting undrede mig, da jeg for 10 år siden havnede i Fyns fede friskolemuld som førstegangsfriskoleforælder: Mængden af børn, der kommer og går i klasserne er mildest talt enorm. Enkelte kommer og går på grund af flytning, men de fleste kommer fra en naboskole eller med bil/bus fra omkringliggende byer i en temmelig stor radius.
Tendensen er næppe rent fynsk, men man kan nu engang bedst snakke med om det, man selv har oplevet, og vi har en veritabel skov af skoler at vælge imellem her i landsdelen, hvilket på mange måder er et gode, fordi vi kan vælge den skole, vi mener er bedst for vores børn.
Og selvfølgelig snakker vi forældre indimellem om, hvorvidt en skole som sådan er god. Men det, vi snakker allermest om, er vores børns klasser. Om det er en god klasse. Vi taler nærmest om det, som om klassen er en øde ø i resten af skolen, som mere bliver en tilfældig omstændighed end et egentligt og betydende fundament. For hvem vil ikke gerne have, at deres barn har det godt og nemt i et velfungerende klassefællesskab?
Når nye kammerater er kommet til i min datters klasse, er det næsten altid, fordi de ikke fungerede godt i den gamle klasse. Socialt altså. Forældrene leder typisk ikke efter en ny skole som sådan, men derimod efter et nyt klassefællesskab til deres børn.
Børnene kan endda komme på prøve et par uger, og selvom intentionen sikkert er god, så har jeg altid tænkt, at mit barn og klassens fællesskab på den måde også jævnligt er på prøve, når nogen skal finde ud af, om de synes menneskene og fællesskabet er mere attraktivt her end i de andre mulige klassesammenhænge på gamle eller nye skoler.
Jeg forstår skam godt, hvad der kan få forældre til at flytte deres børn. Børn skal ikke være i miljøer, hvor de over lang tid har det dårligt og ikke fungerer i det sociale. Hvornår tilstrækkelige forsøg er gjort på at bedre situationen, og hvornår grænsen er nået, er det svært at gøre sig til dommer over på andres vegne. Mit ærinde er i stedet at pege på det samlede billede – og det paradoks vores mere uforpligtende adfærd skaber – hvor velbegrundet den end fremstår i de enkelte tilfælde:
Det, vi søger, er nemlig også det, vi bryder ned med vores søgen. Vi ønsker trygge fællesskaber for vores børn, fællesskaber, hvor man kan regne med hinanden, men skaber i stedet sammenhænge, hvor ingen rigtigt kan vide, hvem der går i klassen i morgen. Vi ønsker inkluderende fællesskaber, hvor alle har en plads, og ingen føler sig udenfor, men skaber situationer, hvor børn sidder fravalgte tilbage, mens andre rejser til fællesskaber og kammerater, der er mere attraktive.
Vi ønsker os forpligtende fællesskaber, men når for mange leder efter dem, og for få vil blive i dem, når det bøvler, ændrer de karakter og bliver flydende i stedet.
Forpligtende fællesskaber har deres op- og nedture – men det forpligtende består netop i, at vi bliver og kæmper med det, også når det er svært – og det ved vi, og forventer vi i øvrigt, at det bliver. Som voksne ved vi, at der er en gevinst i det lange og dybe engagement, og det gør vi som forældre klogt i at støtte vores børn i at erfare.
Som efterskoleforstander må jeg indimellem også minde forældre om, at andres børn ikke er ludobrikker, vi kan flytte rundt på, fordi det passer bedre til deres barns behov. De kommer med deres egne håb, drømme, kvaliteter, fejl, mangler og behov – og heldigvis for det, selvom det også kan være virkelig bøvlet at være og finde fællesskab i.
Min barndoms friskole havde i øvrigt den politik, at man enten havde alle eller ingen af sine børn på friskolen – ud fra den tanke, at skolen skulle være et pædagogisk idemæssigt tilvalg, man naturligvis tog på hele familiens vegne. Det var der på mange måder stor fornuft i at forvente og naturligvis også nogle oplagte problemer forbundet med.
Måske kunne vi komme langt, hvis vi startede med at vælge en hel skolekultur til for vores børn og derefter brugte den som afsæt til også at få en god klassekultur, der kan være en stabil base for vores børns individuelle og fælles op- og nedture.
I morgen finder den måske hidtil vigtigste hændelse i historien sted: SpaceX sender anden version af megaraketten Starship op og den vil forventeligt nå længere end sidst. Når systemet i den nære fremtid bliver fuldt funktionelt, vil det åbne op for muligheder vi ikke tilnærmelsesvis kan forestille os: at komme på ferie i kredsløb vil koste det samme som en charterrejse, produktion af helt ny teknologi – medicin, 3D-printede legeringer, nanoskopisk elektronik, osv. – vil kunne opstå i vægtløshed uden for jordens atmosfære, datacentre vil kunne køre 100% grønt på superledning og solpaneler og adgangen til solsystemets nær-uendelige ressourcer vil være åben osv. osv.
I sidste uge løb vores danske nationale rumfartskonference af stablen i en regnfuld forstad til Odense. Blandt deltagerne var blandt andre de amerikanske eliteuniversiteter at finde. De bragede igennem med spændende fortællinger om alle de studenterprojekter, de sender i kredsløb, om open source og vidensdeling, om begejstring og motivation og om, hvordan deres rumfartskurser bliver lynovertegnet, bare de nævner ordet “space”. Fra vores egne tekniske og naturvidenskabelige universiteter havde melodien en anden klang – de danske studerende gider ikke de svære, men særligt relevante virkelighesnære fag. De vil igennem studiet så let og komfortabelt som muligt og fra industrien lyder det, at der er stor spredning på resultatet af uddannelserne.
Måske er det bare et vilkår. Vores rekrutteringsgrundlag er ca. 70 gange mindre end amerikanernes. De kan cherry pick’e talent fra en meget større pulje, og det i et samfund, hvor det gør en kæmpe forskel, om man befinder sig i toppen eller bunden – hvor der er et tydeligt, håndgribeligt incitament til at realisere sit potentiale. Det kan vi ikke, så måske har vi bare på forhånd tabt i kapløbet om resourcer, magt, viden, vækst og indflydelse.
Eller også kan vi noget andet. Vi har tradition for at bruge sund fornuft til at tilpasse vores manøvredygtige samfund til nye situationer. Hvad med her at prøve med følgende finurlige tilbagekobling: ønsker man at være et eliteuniversitet, kræves der eliteforskere. De opstår ud af en pulje af motiverede, hårdtarbejdende studerende, som tidligere har været interesserede gymnasieelever og før det nysgerrige skoleelever. Den interesse kunne man som samfund stimulere i langt højere grad, end det gøres i dag: en idé kunne være at få de studerende fra de tekniske og naturvidenskabelige fakulteter til at agere outreach-ambassadører. Konkret kunne man etablere deltids lærerordninger med skoler i form af en systematiseret, lønnet studiejobsordning. En anden mulighed kunne være at udbyde et praksisorienteret ECTS-pointgivende “Teknologisk formidling og ledelses”-kursus, som skulle foregå i felten med børn og unge. Begge ville være en hårdt tiltrængt håndsrækning til folkeskolen ifm. faget teknologiforståelse.
At blive en dygtig ingeniør eller naturvidenskabsmand er langt fra kun et spørgsmål om rå intelligens. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om at lære og kunne sproget, at have haft tid til at blive fortrolig med de abstrakte begreber. Hvis vi som samfund kan favne de mange forskellige måder at lære på – hurtige, langsomme, grundige, overfladiske, abstrakte, jordnære, regelfølgende og regelbrydende – dette ved at interagere struktureret på tværs af samfundsgrupper hvad læring angår, giver vi os selv de bedste muligheder for at bidrage positivt til de næste generationer.
Vores børnehave har vokseærk og vi søger nu til besættelse af en del- eller heltidsstilling en pædagog, med mulighed for at indgå i en lederfunktion.
Børnenes Stemmer er en lille privat børnehave med fokus på trivsel, nærvær, tryghed, leg og tillid.
Vi ligger som en lille oase i byen på Tagensvej med gode udendørsfaciliteter og transportmuligheder.
Vores hyggelige og trygge børnehave er et sted hvor tillid, nærvær og relationer er i højsædet. Vores pædagoger er omsorgsfulde og opmærksomme på børnenes trivsel og velvære, og de er altid til rådighed både når det gælder leg, trøst og læring.
Børnehaven er indrettet med masser af plads til leg og udforskning. Der er en blanding af sjove og lærerige aktiviteter og fri leg, så børnene får mulighed for at udvikle deres fantasi og kreativitet.
Der er altid åben og ærlig kommunikation mellem vores pædagoger og forældrene, så der altid er mulighed for at drøfte eventuelle bekymringer eller spørgsmål.
Børnehaven har et praksissamarbejde med Den dansk-franske Skole, hvilket sikrer en fleksibel og alderssvarende overgang til skole for de ældste børn og bidrager med en international dimension.
Alt i alt er en hyggelig og tryg børnehave, hvor børnene kan vokse og trives i et kærligt, støttende og internationalt miljø.
Børnenes Stemmer søger en pædagog der:
Børnehaven ligger på Tagensvej 188, København NV, med gode transport- og udflugtsmuligheder
Den ugentlige arbejdstid er 37 timer og 6 ugers årlig ferie.
For yderligere information se børnehavens hjemmeside http://www.bstemmer.dk.
Ansøgning sendes til contact@bstemmer.dk
For tredje år i træk har kommunerne godkendt skolens undervisning og i detaljer dokumenteret, at skolens undervisning opfylder det lovpligtige stå mål med-krav.
Det er rigets sandsynligvis grundigste skoletilsyn, som foregår over otte fulde dage, hvor den tilsynsførende interviewer hver elev, lærerne og ledelsen, organiserer test og overværer undervisning og skolens generelle gang. Derefter udarbejdes en fire siders rapport per elev, se eksempel her.
Her følger nogle uddrag:
“Arbejdet med social trivsel bygger på positiv kommunikation og gode rollemodeller både
blandt børn og voksne, og det fremstår eksemplarisk og virker efter hensigten.”
“Fællesskabet er fremtrædende ved frokosten, som hver dag består af et sundt og vel nærende
måltid.”
Elevudsagn:
”Den her skole kan jeg godt lide. Jeg har gode venner og de voksne er søde!”
”Jeg kan godt li’ skolen, og jeg har gode venner. De voksne er meget gode, og uden at skælde ud er de heller ikke bare alt for søde! Det bedste ved skolen er, at børnene er frie og bliver behandlet ordentligt!
Jeg kan godt li’ skolen, og jeg har gode venner! Lærerne er søde, men vi ku’ godt ha’ lidt mere fri! Det bedste er at lave matematik!”
”Jeg er glad for skolen, og jeg kan godt li’ den frihed jeg har, og de voksne er gode til at undervise.”
”Jeg har det godt her, og jeg har mange venner og meget frihed. De voksne er søde, og jeg synes ikke noget skal laves om.”
”Det er godt at gå her, og jeg har gode venner. De voksne er dygtige og venlige. Friheden er det bedste, og det er også godt at spise sammen!”
”Jeg har det fint på skolen, og jeg har mange venner. De voksne er gode, fordi de underviser godt. Dog har vi lidt for lange skoledage, de ku’ godt være lidt kortere!”
”Jeg har gode venner her, og de voksne tager mig alvorligt”
”Det går fint. Jeg har mange venner, og de voksne er gode lærere. Det allerbedste er pauserne, fordi vi kan være sammen med hinanden, allesammen!”
”Jeg er meget glad for selv at kunne vælge, hvad jeg vil lave! Men jeg savner lidt flere på min egen alder eller ældre. De voksne er gode og retfærdige. Det er godt med salen, men frokosten ku’ godt ha’ lidt mere kød! Og det ville være godt med en trampolin udenfor!”
”Det er fint at gå på skolen, jeg har gode venner, og jeg lærer på den gode måde! Jeg kan godt li’ salen, men jeg ku’ godt tænke mig flere rum! De voksne er søde, og de er gode til konfliktløsning.”
”Er glad for skolen, og har gode venner. Men der kan også være konflikter, som de voksne er meget gode til at hjælpe med at løse. Jeg har god motivation på skolen!”
”Jeg har det godt her på skolen. De voksne er gode, også til konfliktløsning. Jeg har gode venner. Det eneste jeg mangler er en grøn græsplæne!”
”Kan godt lide skolen, og jeg har mange venner. Det er hyggeligt her, og salen er rigtig god! Jeg kan godt li’ madkundskab. De voksne er gode til lære! Det er meget godt med børnedemokrati”
”Det er fint nok, men jeg mangler nogle store, selvom jeg har gode venner. De voksne er fine nok, men jeg ku’ godt tænke mig nogle flere!”
”Det er en god skole. Jeg har gode venner, og de voksne er gode og søde. Frokosten er god, og jeg har lært at tale dansk!”
”Det er sjovt at gå på skolen, og jeg har gode venner! De voksne er gode, og det er rart, at vi
selv kan bestemme!”
”Jeg kan godt li’ skolen. Frihederne er godt at ha’, og der er lækker mad! Pigerne har det godt sammen og de voksne er gode!”
”Jeg kan godt li’ skolen, og jeg har gode venner! De voksne er gode og søde. Det bedste er matematik og fransk!”
”Jeg kan godt li’ skolen. Motivationen er i top, for jeg får lov til at lære det, jeg gerne vil. Jeg har gode venner på skolen, og de voksne er gode, også til konfliktløsning. Jeg kan godt li’ salen, og at vi er sammen store og små!”
”Jeg synes det er sjovt at gå i skolen! De voksne er gode og dygtige, men jeg mangler nogle venner! Det bedste er, at man ikke får skæld ud!”
”Jeg kan godt li’ skolen, det er en god skole. Jeg har gode venner, og de voksne er gode, og de hjælper. Jeg synes bedst om stikbold, og jeg kan også godt li’ frokosten!”
”Jeg kan godt li’ at gå i skole, og jeg kan godt li’ de andre børn og alle de voksne. Det bedste er, at jeg har super mange venner!”
Vores elever har tidligere været på besøg hos Poesiens Hus og lavet såkaldte ordbær, dvs. ord de selv finder på og selv giver en mening. Det har givet anledning til nogle sjove koncepter som fx et løbebad – et karbad med fødder, der løber mens man anvender det eller en vinterstjerne – en stjerne, der er lavet af is.
Der diskuteres for tiden i de danske medier, hvorvidt brugen af tekstsynteseværktøjer såsom ChatGPT skal betragtes som snyd, når eleverne anvender det i skolesammenhæng. Det virker som en forholdsvis ukonstruktiv tilgang til teknologien og vi har i stedet valgt at give børnene frie tøjler ift. at lege med AI’en. Det første spørgsmål vi stillede den var
Det er et ret godt svar. Man kan godt forstå, at lærerne rundt omkring i landet kan være nervøse for, at eleverne fremadrettet bare beder ChatGPT om at løse deres skriftlige opgaver. Børnene læste det op på skift, et afsnit per elev, uden som sådan at være særligt imponerede.
Dernæst bad vi systemet om at skrive en historie om et af ordbærene fra værkstedsaktiviteten hos Poesiens Hus:
Også imponerende godt.
Sprogligt er det tæt på fejlfrit, fejlene værende af typen “de var ikke skuffede” burde nok have været “de blev ikke skuffede”. Plotmæssigt er der også fejl – hvordan giver det fx mening at ansætte flere folk, når der kun er een ko at malke? Men de er klart tilgivelige og er ikke værre end i så mange andre eventyr, fx Rødhætte.
Men det var først med næste opgave, at børnene nåede til Wow!-oplevelsen. Nu bad vi om
Her fanger / opfinder den fint allegorien om den mytiske fugl som symbol på frihed og muligheder, anlægger en passende spændingskurve over fortællingen og følger en rød tråd om at anstrengelser og mod er en forudsætning for frigørelse og succes.
Børnene var nu helt på og spurgte bl.a. om, hvordan den fandt på navnene og på historierne.
Det sidste vi bad den om var:
Hvor får den det fra? Man kunne jo spørge ChatGPT – som desværre ikke altid har tid:
Heldigvis har OpenAI også en god introducerende forklaring liggende. Fremgangsmåden kan opsummeres til, at den løser et optimeringsproblem, dvs. et matematisk problem bestående af et (højt) antal variable, der hver bidrager med en vægt til en omkostningsfunktion. Den kunstige intelligens trænes ved, at man prøver sig frem med forskellige vægte for disse variable, og man gemmer (belønner) dem, der giver det bedste resultat, dvs. lavest omkostning.
Har man fx sætningen “Den hurtige bil er rød” liggende i træningssættet, kan man dække ordet “rød” til og få den til at gætte på forskellige ord i stedet. Her vil den så belønne et gæt på “rød” maksimalt, men “blå” kan også fungere (det er en farve). Man kunne også forestille sig at “farlig” ville fungere, fordi sætningen er grammatisk korrekt og at begreberne “hurtig” og “farlig” sandsynligvis allerede vil have en forbindelse (vægtet variabel) liggende et andet sted i variabelrummet. På den måde kan man ud fra et træningssæt (et stort sæt sætninger og tekster, man har samlet sammen og “renset”) få algoritmen til at ekstrapolere og syntetisere nye tekster.
Fremgangsmåden hedder reinforced learning og kan bruges på andre typer af træningssæt, fx billeder, hvor algoritmen gætter på pixelfarver i stedet for ord. OpenAI stiller billedgeneratoren DALL-E til rådighed og Midjourney er også populær. Her følger to eksempler på syntetiserede billeder fra de to generatorer ud fra oplægget, kaldet prompten “Children launching a CubeSat, Banksy style”
respektive “Female engineer surfing on a flying suitcase at high speed, seen from below, steampunk”
Rent didaktisk egner ChatGPT sig fremragende til en slags omvendt elevstyret læring, det kunne fx være tekstanalyse, hvor eleverne beder robotten om: “Skriv en sang for en modstandbevægelse, hvor beskeden skal være gemt, således at den undertrykkende magt ikke kan gennemskue det”. Derefter afkoder de, om teksten svarer til opgaven. Spoiler alert: det gør den ikke 🤣, her når bot’en klart sin grænse – man skal nok være varsom med at lade den foretage sig noget vigtigt – som fx at styre ens bil. Når det kommer til stykket er den, uanset hvor imponerende den virker, blot en plausibilitetsmaksimerende banalitetsgenerator, med hang til fabulering.
Området er i fuld udvikling og at mestre det vil i stigende grad blive en afgørende færdighed. ChatGPT & Co illustrerer, at STEAM-færdigheder (science technology, engineering, arts, mathematics) er både vedkommende og værdifulde. Koncepter som Markovkæder, optimering, machine learning og programmering er mere relevante end nogensinde. Et godt sted at gå i gang er skolens kodebase, fx Differentialligninger for børn, OpenSCAD 3D-modeller og Arduinoprogrammer.
Herunder: Lysshow implementeret vha. en Markovkæde i Arduino.
