During the last few weeks, we have been improving the color alphabets that started out as a play with beads.
The first version of the alphabet was based on the idea that the most frequent letters should be represented by a single bead, the less frequent one by two beads etc. along the idea of Huffman coding.
Example of text written with the alphabet, revision 1:
As you can see in the example above, there are relatively few white beads, meaning that the alphabet is indeed quite efficient in terms of beads needed per word. On the other hand, quite a number of different colors were needed (18), making the alphabet difficult to use more widely, e.g. with color crayons or Lego.
So we went on to use 2 beads per letter and the children calculated that it would require 7 different colors to cover the whole alphabet, if one wants extra space for special characters and numbers. The resulting rev. 2 of the alphabet is shown below:
And an example of a text using Lego bricks:
But as one of our teachers is color-blind, we were soon confronted with the problem that even 7 colors can be too much.
So, what if we changed the disposition of the beads to a 2-by-2 configuration, giving us 4 beads per letter? That would give us 2x2x2x2=16 possible letters if we had 2 colors – not enough- and 3x3x3x3=81 letters with 3 different colors – enough.
We had by that time named our alphabets “Galacticode” and the first attempt at the 2-by-2 version looked like this:
Rev. 4 and 5 were modifications to rev. 3 in which we tried to facilitate the reading of the text by making each “upper row” particularly distinct, i.e. ensuring that the most frequent letters would have two identical beads in the upper row. With a little training, the eye can easily follow the lines and avoid getting lost. Revs. 3-5 are shown below:
The only rule about the choice of colors is that there should be a light color, a dark color and one in between. Also, it might be a good idea to keep the same color scheme throughout a text.
Close-up of Galacticode rev. 5, in which we have tried to make letters that sound alike look similar (e.g. d and t, p, b, v and w, g and k, n and m, i,y and j):
Galacticode is quite easy to use in different contexts, see a couple of Lego-related examples below:
Galactic botanical garden: The letters “h a v e “(garden in danish) are written on the wall on the left.
Lili’s galactic bedroom
It might also be worthwhile introducing a fourth color, i.e. having 2 grey tones between the dark and the light extremities.
But for now there is still space enough left in the Galacticode alphabet, which could be used for special characters, numbers and perhaps other things. One way to arrange for numbers would be to use those of the symbols, that when rotated can give four different symbols.
All the (24) rotation-independent symbols of the alphabet
Four of those would suffice to represent e.g. a hexadecimal basis.
Alternatively we could simply use 2 rows in the alphabet matrix to achieve the same result… Or would a duodecimal or decimal basis suffice?
— there will be matter for discussion for some time in the classroom!
Vi har påbegyndt et forløb med forskellige sportsaktiviteter en gang om ugen, da vi finder det væsentligt, at eleverne får rørt og bevæget sig i skolen. Hver gang starter vi ud med at varme op vha. forskellige bevægelseslege, hvor børnene får rørt hele kroppen. Herefter laver vi, i forhold til børnenes humør den pågældende dag, diverse sportsaktiviteter såsom fx
fægtning
basketball
indendørs hockey
konditræning
Børnene har foreløbigt været utrolig begejstrede for forløbet, da det giver dem mulighed for at få afprøvet forskellige aktiviteter/sportsgrene, som kan inspirere dem til en fremtidig fritidsaktivitet og tillige træne deres motorik og balanceevne. Derudover kan det give børnene et bedre sammenhold i skolen på tværs af børnenes forskellige aldre, som også kan være til gavn i den daglige skolegang.
Den seneste tid har vi haft en introduktion til fægtning, som er en ret udbredt sport i Frankrig. Til at begynde med sad børnene i en rundkreds, mens fægtelæreren, Malte, fortalte om historien bag fægtning og forklarede, hvilke slags våben, der anvendes i fægtesporten.
Derefter skulle børnene lære og afprøve de forskellige slags trin, som man laver, når man fægter. Dette blev øvet igennem en leg, således at børnene skulle holde koncentrationen høj. Alle børnene, store som små, syntes det var sjovt at prøve at fægte, og vi regner med at fægtning vil være på programmet over flere omgange.
Vi var løbet tør for perler – den slags man bruger til perleplader. Skolen tog derfor under en udflugt forbi Panduro Hobby og købte først 10000, og ved et senere besøg 16000 nye af slagsen.
Perleplader er noget børnene plejer at lægge i ny og næ. De egner sig fint til de aldersklasser vi har på skolen i alderen 4-9. Vi har ikke som sådan haft deciderede læringsmål med aktiviteten – det har mest været leg for legens og kreativitetens skyld,. Vi har dog holdt in mente, at de kvadratiske perlepladers opbygning har en vis lighed med skærmpixels, og at de andre pladers forskellige former (cirkler, sekskanter) giver en vis fortrolighed med geometri.
Som regel laver børnene et par stykker, og så plejer de at blive trætte af det. Men denne gang har det været anderledes. Måske fordi vi pludselig havde så mange perler og dermed måske lagde op til en slags “frit spil”. Måske fordi de store er begyndt naturligt at have længere sammenhængende opmærksomhedsforløb og dermed får udforsket deres aktiviteter mere i dybden og følgeligt får afprøvet flere muligheder.
Undervejs fandt vi en bog med modeller, som børnene først kopierede og efterfølgende modificerede.
Et andet hit var, da børnene fandt ud af, at nogle af perlerne var selvlysende.
De fandt på at lave fodstøtter til figurerne, så de kunne stå i stedet for at ligge og at lave klæde-på dukker – altså perlepladefigurer, man kan klæbe perletøj på.
Denne gang er det således blevet til et længere forløb, der nu kører på sin tredje uge. Så i “frikvarterene” sidder børnene for tiden ofte ovre ved perlebordet.
Det seneste vi er gået i gang med er at skrive beskeder i perlekode. Vi har opfundet et alfabet, hvor A er rød, E er lilla osv. Da der ikke er nok farver til at dække alle bogstaver, består nogle af bogstaverne af 2 eller 3 perler.
Det kan man bruge til at skrive denne type beskeder:
Uden øvelse springer stavefejl ikke just i øjnene…
Et alternativt alfabet kan se således ud:
Det har den fordel, at det kun kræver en 6-7 farver. Alle bogstaver kræver 2 perler.
Det kan også bruges til f.eks. at skrive en Lego-tekst:
Hvor mange farver ville det kræve at dække hele alfabetet, hvis man bruger 3 perler per bogstav? Hvad hvis man kan undvære æ, ø og å, men gerne vil have et mellemrumstegn?
Børnene havde tidligere, efter et besøg på vikingeskibsmuseet opfundet hemmelige skriftsprog, der mindede en del om runer og har sendt hemmelige breve med posten til hinanden. Det initiativ er der efterfølgende med perlekoderne blevet pustet en del liv i, se eksempler nedenfor:
Som didaktisk værktøj har vi her fundet nogle spændende anvendelsesmuligheder for perler og lignende (f.eks. Lego). Værd at bemærke er, at de små også har vist en del interesse under forløbet, og dermed på en sjov og motiverende måde er blevet yderligere eksponeret for det skrevne sprog.
Der var engang for lang tid siden i Rom nogle gladiatorer, der kæmpede mod Roms største krokodille. Den var 5 m lang og 2 m høj. Alle gladiatorene ville prøve, for hvis en af dem kunne klare krokodillen, ville han blive Roms mest berømte gladiator. Det var ikke svært at give mad til krokodillen, for hver gang nogen ville slå den ihjel, blev de dræbt og ædt.
Having a kindergarten and school placed next to a company’s offices is a rare combination. But for the Danish-French School that is how it happened to be, mainly out of coincidence. In 2010, the initial plan of placing the school in one of the developing neighborhoods of Copenhagen turned out to be financially infeasible. We needed to improvise, and ended up borrowing some free office space from the mathematical optimization company Ange Optimization. Ange is specialized in developing math-based decision support software to the industry.
The striped area indicates the school’s premisses
The village
Pure coincidence? No. One of the 3 founding principles of the school is to be participatory, i.e. to encourage the participation of people external to the school. The rationale behind that principle is that the school should be naturally connected to the rest of society in order to ensure that what is taught is relevant and of the highest possible quality.
Ange Optimization had for years had a dedicated playing room for the employees’ children, so for the company, housing the school was mainly an extension of the existing concept.
For the school, the proximity to the company has turned out to be priceless. By having direct access to a team of engineers we have been able to get qualified answers to questions such as “why do airplanes fly?”, got help to build all kinds of things, for instance a ball track and music instruments, got guidance when it came to didactically interesting software tools and more…
Prior to taking Master’s degree in engineering followed by a Ph.D in applied mathematics, this engineer from Ange Optimization used to build instruments. Here building a flute from a plastic tube.
Generally speaking, the school is exposed to a plethora of real-world inspired issues. In this way, the teaching, i.e. the “how do we handle these issues?” becomes motivated, and in consequence very motivating.
The 2nd graders at the heart of the world’s largest container vessel – many questions and inquiries arose.
The proximity of adults also has a more general socializing effect. For instance, the mere proximity of the two groups imposes a certain noise discipline. The adults have to be able to concentrate. But in reality, so do the children. Children want to learn, to improve, to develop. A part of that, an important part, is to be able to concentrate, immerse one self – and that requires calm.
And so it comes all by itself – there is peace and quite at the school. Almost. Most children around here are raised in the somewhat opposite noise culture, and so newcomers often need a few days to adjust to the serenity. Interestingly enough, we have noted that this often is the case for adults as well, as if the general accepted perception of kindergarten/school has become that of a noisy place.
Of course children are children, and we don’t expect them to be calm all the time. That is why we have a separate room where they can simply close the door and be noisy. Also, the afternoon excursion often goes to a large playground, where there are no such restrictions.
The Rules
A fundamental mechanism for structuring the culture of the school is to have clearly formulated rules. The rules delimit what is acceptable and what is not, and are the same for all, children and adults. Ownership of the rules is ensured by each rule being accepted through a plenary vote. Changes to the rules are decided by simple majority, generally around the lunch table. This means that anyone, whether you are 3 or 65, has potential influence – and in consequence feels ownership.
Through this simple model the pupils also get prepared to take responsibility and act in a democratic society, one of the main objectives of the Danish school system.
One important prerequisite for the rules to work is that the adults, who eventually are responsible for the group, constantly ensure that the rules be followed. Children tend to have a very strong sense of justice – it is the adults’ responsibility that it doesn’t get betrayed.
The rules we currently stick to can be found here.
Inclusion
The village has turned out to be very inclusive. Once a week an autistic child participates in the school’s activities. He doesn’t fit in a standard school, but here he is sincerely appreciated by the others in spite of him being different and yes, challenging.
We have tried to include parents in the activities. For ad-hoc interventions, it has been quite successful, but our experience is that a teacher needs to be present to frame the group. We have experimented with having work stations available for parents, who want to spend a day close to the school. The concept did get some initial interest, but has not caught on after that. The parents have until now simply seemed to be too busy, but we still believe that the concept might catch on over time.
We have included trainees in the group, either unemployed persons needing to make an internship as a part of the city’s unemployment program, teacher students and engineering students.
One of the trainees turned out to be a gift. His objective was to boost the programming activities at the school. He didn’t have any particular prerequisites, neither pedagogical nor within programming. What he had was a genuine interest in the childrens’ development and a willingness to leave his comfort zone.
He learned to program Scratch by following some tutorials on the net and subsequently just went in an boosted the Scratch activities at the school. He now benevolently spends a day a week continuing his activities.
What we also learned from that experiment is that having a dedicated person to drive this type of activity appears to be a prerequisite for it to work. It takes quite some effort before the children are autonomous, and during that period the process needs to be fueled.
A job-seeking trainee who stayed with us for 2 months. He now benevolently spends his Wednesdays doing programming with the children
Involving the engineering students is still very new. The idea is that they get pertinent training by being exposed to real-world engineering issues at Ange, and subsequently acquire understanding by solving them and explaining them for the younger pupils.
A Sound of Nature
Perhaps surprisingly, the collaboration has turned out to be of mutual benefit for the school and the company. When you think of it, a company’s culture is in fact a relatively “narrow” thing. It is very focused on the company’s direction, at solving the tasks at hand. That in itself is fine, it has to be that way for the company to survive in the long run. But hearing the children’s laughter next door naturally gives you the feeling, makes you realize, that you are part of a greater whole. And that is also priceless.
Towards an “Aha! Pedagogy”
Every day, Aha! moments occur in our “village” – the feeling of overcoming something difficult, which then appears as easy – more often than not with the help of others.
In the future we will try to investigate and formalize what it takes to get there. Tentative axes of the investigation will be:
is a multi-aged environment a prerequisite?
does the teaching need to be cross-curricular?
to which extent can we apply Learning by teaching?
what is the interplay between training, copying and inventing?
to which extent are long, continuous activity sessions a prerequisite for acquiring complex knowledge and building ownership for the learning?
why and how do you establish a rule of law? what are the difficulties?
how can you in a flexible yet systematic way manage and quality ensure the proximal learning zone of each individual?
can we come up with a framework and/or narratives describing how to systematically involve external resources? what are the benefits of ad-hoc vs. long-term interventions?
what does it take to recruit, train and retain the appropriate staff?
to which extent does the concept depend on scale?
is the collaboration between a school and a company something that could be reproduced?perhaps just in part?
I den seneste tid har vi haft besøg af Nicole, som på frivillig basis fortager en række spændende aktiviteter med børnene et par gange om ugen inden for det kreative og musiske område. På den dansk franske skole har vi været utroligt begejstret for Nicoles initiativ, idet musik spiller en afgørende rolle i Undervisningsministeriets fællesmål for folkeskolen.
En af aktiviteterne har bestået i, at alle børnene skulle lære at synge en fransk sang udenad og herefter blev der i fællesskab lavet en passende koreografi. Til at begynde med har børnene således fået kendskab til rytmik og stemmeføring ved sang. De fleste børn syntes godt om at synge højt for de andre på trods af deres eventuelle generethed. Selve koreografien har stillet krav til deres kreativitet, udholdenhed mht. at arbejde for opnå et godt slutresultat samt deres evne til at performe.
En anden aktivitet har gået ud på at lave sin egen bog med billeder og tekst. Her har børnene skulle tage stilling til personerne i bogen og handlingen, inden de kunne påbegynde selve historien. Dette har haft til formål at lære børnene de forskellige redskaber, man kan anvende både på indholds- og billedsiden i bøger. Her kan I se et eksempel på en bog under udarbejdelse:
Vi ser frem til mange flere spændende projekter med Nicole i fremtiden ; )
I onsdags havde den dansk franske skole besøg af Camila Rievers Søgaard, som er historiefortæller og afholder forskellige events med bl.a. fortællinger for voksne, børn og barnlige sjæle. Med en baggrund som pædagog forstår Camila at fange børnenes opmærksom og leve sig ind i deres fantasiverden.
Camila skræddersyer selvdigtede historier til insitutioner, og så tæt på julen syntes vi, at det var en oplagt mulighed at få fortalt et juleeventyr på den dansk franske skole og således sprede lidt julehygge.
Alle børnene lyttede intenst til Camilas fortælling, der handlede om julemor, der en dag åbner døren på julemandens gård på Grønland og bliver blæst omkuld af sneen og blæsten. Næste dag er julemanden i et rigtigt dårligt humør og skælder alle ud. Han fyrer alle sine nisser på legetøjsfabrikken og råber af julemor, fordi hun ikke har lavet flæskesteg til middag. Julemor pakker sine ting og rejser hjem til sin mor. Hendes mor, som er en meget klog kone, fortæller, at julemanden er blevet forhekset af isheksen Milutta. Som ung ville hun nemlig gerne have været julemandens kone, og da han i stedet valgte julemor, er hun nu ude på at hævne sig. Julemor får en tryllebryg med hjem samt en fløjte, som hun skal fløjte i inden sengetid. Næste dag står isheksen uden for på en slæde og venter på julemanden. Julemanden tar en stor slurk af drikken og pludselig står der en stor sort sky ud af hans mund, som hvirvler rundt om heksen og hiver og flår i hende. Hun tigger og ber om nåde, og til sidst lader de hende gå, fordi hun lover ikke at komme tilbage. Og således fik julemanden sit dejlige julehumør tilbage og julen blev festet og fejret på julemandens julegård.
Camila fortalte derefter andre spændende julehistorier og selv de mest utålmodige og aktive børn på skolen sad helt stille og lyttede opmærksomt til fortællingerne med lukkede øjne. Alle børnene var utroligt begejstrede og bad hele tiden om flere historier. Da Camila var færdig med sine fortællinger, spurgte børnene hende, om hun ikke snart kunne vende tilbage til skolen og fortælle mere.
Udover fortælling af historier, afholder Camila desuden kurser, foredrag og dramaundervisning for klasser og personalgrupper. Hvis du vil læse mere om Camila og høre nærmere om, hvilke events hun kan tilbyde, kan du klikke ind på hendes hjemmeside: www.livingstories.dk , eller læse nogle af hendes historier på hendes blog: fortaeller-heksen.blogspot.dk
I sidste uge eksperimenterede eleverne med undervisningsformen, idet en elev på eget initiativ overtog lærerrollen for en tid og styrede klasseundervisningen. Dette var til stor begejstring for de øvrige elever, som lyttede intensivt til den pågældende elev og herefter udførte de stillede opgaver. Eleven forklarede svære ord og tal og tog sig endda tid til at hjælpe den enkelte elev til problemløsning.
En sådan elevstyret undervisningsform er kendt under begrebet “Lerning by teaching” og blev skabt af franskmanden Jean Pol-Martin. Metoden består i, at en elev forbereder og udfører undervisning for andre som et led i undervisningen. Undervisningsformen blev første gang introduceret i Frankrig i 1815 grundet et stigende antal elever og et mangel af lærere. Metoden er en effektiv måde at lære noget nyt på, da eleverne tilegner sig stoffet på en kvalitativ anden måde, når de er tvunget til at udvælge det relevante stof, at forberede sig på spørgsmål og gøre sig målet klart. I modsætning til elevpræsentationer skal den pågældede elev ikke alene videregive en viden, men også anvende undervisningsmaterialet i henhold til dennes egen pædagogiske og didaktiske tilgang til undervisningen.
Tidligere erfaringer har bl.a. vist følgende fordele ved en sådan undervisningsform:
Eleverne arbejder mere motiveret og intensivt med stoffet
Et øget fællesskab skabes, når barrieren mellem læreren og eleverne fjernes
Evnen til at samarbejde forbedres
Elverne lærer at tilrettelægge undervisning
Eleverne lærer at præsentere et stof og tilpasse det undervisnngsssituationen
Det giver eleverne mere selvtillid
Desuden påpeger Undervisningsministeriet, at denne metode rummer gode muligheder for at øge elevernes kritiske stillingtagen, deres engagement og deres indsigt i det pågældende område.
Derfor er dette en undervisningsform, som skolen med fordel kan forsætte med at praktisere og videreudvikle i fremtiden, såfremt eleverne stadig finder det interessant.
“Vejsalg” ou vente de route. Commerce couramment pratiqué: le passant se sert et laisse le montant demandé dans la caisse posée sur la table. La caisse est toujours là… Surprenant?
À L’école franco-danoise, nous pratiquons une pédagogie combinée française et danoise.
Dans cet article nous nous intéressons surtout à la partie danoise de cette pédagogie, estimant que c’est la partie la plus neuve et intéressante pour le lecteur francophone. La culture française nous fournit les notions de respect d’autrui et de discipline, d’appréciation du travail bien fait et en profondeur, d’excellence (mot intraduisible en danois), de grandeur et d’universalité – mais c’est lors d’une autre occasion que nous examinerons plus en profondeur cet aspect.
La confiance comme clé de voûte
Les Danois, et plus généralement les Scandinaves, sont avant tout des peuples très confiants. Une mesure simple de la confiance résulte de la proportion de réponses positives à la question: “Peut-on généralement faire confiance à autrui?” et mesurer la proportion de réponses positives. Selon les sources, entre 6 et 8 personnes sur 10 estiment que cela est le cas, en Scandinavie. En France les chiffres sont de 4 sur 10. Une étude qui recense 86 pays place les pays scandinaves en tête de liste et la France en 50ème position, après l’Inde et l’Albanie.
Les avantages d’un fort indice de confiance, et du capital social élevé qu’il représente, semblent évidents: possibilité de réduire la surcharge bureaucratique, libre circulation de l’information, forte réduction de l’anxiété induisant le maintien du focus sur les tâches importantes, décentralisation du travail et surtout possibilité de planifier, d’anticiper l’avenir en se fondant sur des partenariats solides. Le fort index de confiance scandinave s’explique par plusieurs facteurs socioculturels.
Contexte historique et sociologique
Historiquement, ces nations sont issues d’une longue tradition marchande, basée primordialement sur les accords oraux, d’où la nécessité d’accorder une importance particulière à la parole donnée. D’autre part, la société a été longtemps caractérisée par une culture paysanne, donc a priori encline à considérer qu’autrui constitue un atout, par exemple lors des moissons collectives et durant les longues nuits d’hiver, et d’une manière générale par la solidarité que la dureté de l’existence entraîne.
Le protestantisme a probablement eu son rôle à jouer aussi, dans le sens où la notion de pardon y étant beaucoup moins présente que dans le catholicisme, chacun est davantage responsabilisé pour ses actes. Ce sens de la responsabilité est pour beaucoup dans la construction de la confiance qu’on peut avoir en la personne, celle de l’autre, et d’abord la sienne propre. Il daterait cependant d’avant même le protestantisme : une sorte de «hiérarchie horizontale» caractérisait les groupes vikings. On raconte qu’un émissaire du roi de France, s’étant rendu devant un campement viking en dehors de Paris, avait demandé à en rencontrer le chef ; son interlocuteur lui répondit qu’ils étaient tous chefs, et donc tous également responsables.
Notions-clé de la pédagogie scandinave moderne
Aujourd’hui, le sens de la responsabilité et l’engagement social se retrouvent dans la vie associative, basée sur le bénévolat. Le Danemark est le pays au monde comptant le plus d’associations par habitant, et le bénévolat y est considéré comme un pilier de la société.
La notion de responsabilité est inculquée de façon précoce. En en-tête de la loi sur l’école, l’objectif de l’éducation est défini en partie comme la responsabilisation des élèves en vue de les préparer à être les acteurs dans et les créateurs d’une société démocratique.
De façon encore plus précoce, cet objectif fait également partie des missions des crèches et jardins d’enfants, missions définies dans la loi à cet égard, afin de préparer les tout jeunes enfants à une participation démocratique active. Apparaissent aussi dans cette loi trois notions essentielles aux cultures scandinaves: “selvværd” (estime de soi), “tryghed” (notion intraduisible voulant dire à peu près “profonde sécurité affective”, proche de l’abandon confiant) et “alsidig udvikling” (“polyvalence du développement”).
L’estime de soi est considérée comme essentielle au bon développement de l’individu, elle est en quelque sorte une énergie vitale psychologique lui permettant d’agir, de persévérer, faire confiance à soi et aux autres et ainsi de construire sa vie.
La “tryghed” est une notion plus exotique pour un non-Scandinave; elle exprime une sécurité profonde – par exemple celle du nourrisson au sein de sa mère, l’enfant serré dans les bras d’un parent – ou encore la sérénité complète vécue en compagnie d’amis proches, etc. Chacun reconnaîtra ce sentiment – les Scandinaves l’ont conceptualisé. Du coup, il est devenu une notion centrale de leur culture. Et pourtant, le visiteur non averti passe généralement à côté, remarquant certes un certain calme et un civisme ambiants, mais sans nécessairement se douter de la mécanique psycho-sociologique sous-jacente.
On notera que la vie de famille occupe une place importante dans les sociétés scandinaves. Par exemple le congé de maternité/paternité est de plus de 12 mois (15 mois en Suède) et le pourcentage de mères allaitantes est de 98% (99% en Suède et 97% en Norvège). Le travail de sécurisation affective s’entame donc dès le plus jeune âge.
La construction de la “tryghed” et en conséquence de la confiance se fait donc dans la culture intime de ces sociétés. Encore est-il que cette construction est voulue, voire même planifiée et donc planifiable.
Le développement polyvalent joue depuis 1975 un rôle important dans l’éducation scolaire danoise. Dans les objectifs définis par le ministère à cet égard, il est précisé que la polyvalence concerne à la fois le développement personnel (émotionnel, intellectuel, physique, social, éthique, esthétique) et les apprentissages (éducation à la démocratie, joie du travail, approfondissement, créativité, engagement). Un focus plus particulier est mis sur l’aptitude à collaborer, le sens de la responsabilité, l’esprit d’entreprise, la créativité, l’initiative, l’engagement, les talents personnels et le respect de la différence.
Le Modèle Commun de l’Ecole franco-danoise
À l’Ecole franco-danoise, nous intégrons toutes ces notions dans notre Modèle Commun. Le modèle est commun à tous les individus de l’école, qu’ils soient en maternelle, en primaire, au collège – ou qu’ils soient adultes. Il est aussi commun aux développements personnels et celui des apprentissages, car nous estimons que les uns ne vont pas sans les autres. En somme ce modèle constitue la symbiose de différentes approches pédagogiques, la danoise et la française notamment, mais il est également inspiré par tout un éventail d’autres pédagogies qui répondent à notre volonté de procurer aux membres de l’école les meilleures possibilités d’adaptation et d’évolution dans la société d’innovation de demain : pédagogie Freinet, l’approche finlandaise, Blue School, Montessori, Lernen durch Lehren… La Blue School nous a inspirés pour la représentation graphique du Modèle Commun indiqué ci-dessous:
Mesures et contrôle de qualité
Dans les tests de PISA, l’école danoise se situe (aux côtés de la française) dans la moyenne basse – alors qu’un système sur le plan théorique similaire voire identique, le système finlandais, se trouve quant à lui en tête de classement. Cette curieuse différence trouverait son explication dans la globalité du dispositif mis en œuvre : les enseignants finlandais bénéficient d’une formation universitaire, d’un statut social élevé et évoluent dans un environnement où les attentes collectives sont que chacun fasse de son mieux. Aussi, au Danemark, le focus est davantage mis sur le développement social et le bien-être des enfants que sur le développement des compétences. Cela pourrait expliquer, pour partie du moins, pourquoi les Danois, selon les données de l’OCDE, serait le peuple le plus «satisfait» du monde.
Transposabilité
Une société ne se transforme pas du jour au lendemain et des éléments socio-culturels qui fonctionnent dans un contexte donné peuvent très bien ne pas marcher dans un autre, sur le court terme.
Cependant, certains facteurs semblent invariants et incontournables:
un environnement sécurisant est plus propice aux échanges entre êtres humains, et en particulier à l’apprentissage, qu’un environnement insécurisant;
dans un environnement se modifiant rapidement, la capacité d’adaptation est plus pertinente voire indispensable que la maîtrise de compétences trop spécifiques.
Déterminer et mettre en œuvre ces facteurs constitue donc un choix objectif éclairé de pédagogie, et exprime même en fait une volonté politique. Cela détermine, en quelque sorte, le choix de la société de demain. C’est bien à l’école que tout commence.
Den dansk-franske skole ligger i hjertet af København og dette betyder, at vi nemt kan benytte mange af de kulturelle tilbud som byen byder på. Vi ønsker, at børnene får kendskab til forskellige måder at fremføre tanker og emner på fx gennem drama, musik, billledkunst osv.
I sidste uge tog vi i musikteatret, der viste et fantasifuldt teaterstykke om døden. Da målgruppen var børn i alderen 3-7 år var det en god mulighed for at arrangere en udflugt med skolen. Formålet med turen var at få børnene til at høre og tale om døden, som ofte er et tabubelagt og uhyggeligt emne.
Som oplæg til teaterstykket læste vi billedbogen “Så blev farfar et spørgelse” af forfatteren Kim Fupz Aakeson, der omhandler den lille dreng Esben, som mister sin farfar. Han er ked af det, men hans farfar besøger ham som spøgelse. Han har nemlig glemt en ting; at sige farvel til sin egen lille elskede Esben.
“Min farmors spøgelse” er en lignende historie omhandlende en lille pige, hvis farmor er død. Pigen savner hende, men pludselig en dag dukker farmoren op som spøgelse og bevæger sig ud af en billedramme. I baggrunden spilles der både dyster og munter cello-musik og muntre skeletter danser rundt på scenen. Hun tager hende med til “Dødsplaneten”, som er farmorens nye hjem med flyvende konkylier, undervandsleg, pudekampe, strikkehygge og vanillekranse. Til sidst må pigen sige farvel til sin farmor igen og lade hende kravle tilbage i rammen.
Efter teaterstykket og som afslutningen på dagen samledes vi omkring lærebordet og talte om børnenes opfattelse af stykket. Børnene udviste stor begejstring for teaterstykket og beskrev det som “lidt uhyggeligt, trist, men også ret morsomt.” Disse tanker blev derefter udtrykt gennem tegninger, som de blev bedt om at lave og som ses nedenfor.
Vi konkluderede herefter, at selvom savnet og sorgen er tilstede, kan vi gennem minder besøge hinanden og glædes over de oplevelser, vi har delt sammen. Ligesom en af pigerne fra skolen udtrykte meget klart: “min bedstefar vil aldrig helt forsvinde, så længe jeg husker og drømmer om ham…”
Vi ser frem til mange flere spændende projekter med Nicole i fremtiden ; )
